Brabrand plejer ikke at forære noget væk, når de tager imod Aarhus Fremad på Engdalsvej. Men lørdag gjorde de blåklædte spillere en undtagelse og lod gæsterne fra nordbyen slippe af sted med en sikker 4-1-sejr. Det var nogle få bestemte situationer i kampens start, der blev afgørende.
Det var dagen, hvor Brabrand skulle have revanche for et smalt og lidt uheldigt 0-1-nederlag sidste lørdag på Riisvangen Stadion. Man kunne mærke, at Brabrand-spillerne var både koncentrerede og dedikerede. Kontant, fysisk og hurtigt spil i starten lovede godt for et bedre udfald end sidst.
Men allerede inden der var spillet en halv time, havde Brabrand bragt sig i en umulig situation. Bagud 0-1 og med en spiller i undertal. Anfører Michael K. Pedersen fik sit andet gule kort efter en hård tackling på en Fremad-spiller og måtte gå tidligt i bad.
Det var dog Michael K. Pedersens første gule kort, der bragte Brabrand-spillerne og træner Tom Søjberg op i det røde felt:
”Jeg har aldrig før set sådan en dommerkendelse. Aldrig nogensinde i hverken international fodbold, Nordic Bet-ligaen eller andre steder. To spillere der kæmper om bolden, og den ene løber, og der bliver hevet i trøjen, kan nogle gange give et frispark – men aldrig et gult kort!”
”Da taber dommeren grebet om kampen, fordi alle kan se, hvad der foregår – at der bliver opfundet nogle regler, der aldrig tidligere har været spillet med, hverken i Danmark eller resten af Europa. Der får dommeren en kæmpe indvirkning på kampens forløb. Den er hård ved os, synes jeg,” sagde Tom Søjberg efter kampen.
Han erkendte, han selv og flere af Brabrand-spillerne efter situationen med det gule kort brugte for meget opmærksomhed på dommer Sebastian Nielsen og hans præstationer. Men omvendt var kendelsen så kontroversiel, at han fandt det nødvendigt at reagere.
Fodrap Fremad-spiller var hård ved Brabrand
Det andet gule kort til Michael K. Pedersen efter 29 minutter så Tom Søjberg til gengæld som i orden – men på grund af den før beskrevne situation var konsekvenserne vidtrækkende: Rødt kort til Brabrand.
Længe inden det kom dertil, havde Fremad vist, hvad holdet var i stand til. Efter kun syv minutter blev Brabrands venstreside flået op, og fodrappe Mathias Kubel rundede Brabrands venstre back, Rasmus Jensen, og skabte en stor målchance. Og minuttet efter var den gal igen:
Mathias Kubel var for hurtig for Rasmus Jensen og smuttede forbi med bolden – og den unge Brabrand-spiller begik et klart straffespark. Søren Andreasen scorede sikkert til 1-0 for Fremad.
Brabrand-spillerne knyttede nævner og skabte straks en gigantisk målchance i den anden ende af banen. Et flot angreb blev afsluttet med, at Michael K. Pedersen fra baglinjen headede Frederik Poulsen helt fri midt for målet. Han skulle bare sende bolden i mål med hovedet … men Thomas Hagelskjær i Fremad-målet klarede med en ubegribelig sprællemandsredning.
Rådvildt hjemmehold
Stille og roligt overtog Fremad dog styringen og skabte åbninger flere steder på banen, som Brabrand-spillerne desperat forsøgte at lukke igen. Det var sådan en situation, der kostede det førnævnte andet gule kort.
Kort efter det røde kort til Brabrand var Mathias Kubel igen for hurtig for Rasmus Jensen. Et fodskifte og et hurtigt ryk – og Mathias Kubel havde sat Brabrand-forsvaret af og scorede sikkert til 2-0. Og inden pausen blev det såmænd også 3-0 til gæsterne, mens hjemmeholdets spillere virkede rådvilde.
I pausen kunne en af Brabrands trofaste tilhængere glæde sig over at vinde en købmandskurv fra holdets nye sponsor, Aros Forsikring, mens de fleste andre omkring banen med bange anelser så frem til anden halvleg.
Her lykkedes det dog nogenlunde for Brabrand at sætte en prop i hullet. Selvom Fremad blev ved med at skabe chancer blev det kun til det ene mål, som Niels Letort scorede.
Det lykkedes sågar Brabrand at komme på tavlen i overtiden, hvor et skarpt indlæg fra Casper Lykke endte med et selvmål til slutresultatet 1-4.
Undervejs fik et af Brabrands unge talenter, Jeppe Dybdahl Maltesen, debut på holdet, da han blev skiftet ind midt i anden halvleg.
Ægte bundbrag på torsdag
”Jeg må bare sige, at Fremad var bedre end os i dag,” erkendte Tom Søjberg efter kampen.
”Vi aftalte i pausen, at vi skulle forsøge at hænge sammen som hold, undgå fokus på dommertrioen og så prøve at arbejde os ind i kampen igen. Det synes jeg, vi prøvede helhjertet, og vi får trods alt 1-1 i anden halvleg.”
Situationen i bunden af puljen er stort set uændret trods Brabrands nederlag. FA2000 tabte 1-2 hjemme mod Kolding, mens Middelfart fik 1-1 hjemme mod Skive.
Allerede på torsdag, Kr. Himmelfartsdag, skal Brabrand ud i et ægte bundbrag i Middelfart. Kampen spilles kl. 14.00 og vil blive dækket tæt af Vores Brabrand.
Med det røde kort må Michael K. Pedersen sidde over i den kamp, mens Daniel Lundholm og Mathias Bonde til gengæld er tilbage i truppen.