I starten af april åbnede Røde Kors Huset ved Bazar Vest med tanker om at skabe plads til både genbrugsbutik, forskellige værksteder og andre aktiviteter. Efter lidt over to måneders åbning inviterer Røde Kors torsdag til åbent hus.
Genbrugsbutikken er i fuld gang, mens netværkshuset, der deler lokaler med butikken, nu også indenfor. Det sker ved et åbent-hus-arrangement torsdag d. 24. juni, hvor det blandt andet vil være muligt at se husets sy-værksted og høre mere om, hvad planen er for aktiviteterne fremover.
Samtidig opfordres besøgende til at komme med idéer og tanker om, hvad de ønsker sig af aktiviteter i Røde Kors Huset.
Blandt andet er der planer om, at Røde Kors Aarhus’ ene familienetværk skal have base i huset. Aarhus-afdelingen har på nuværende tidspunkt tre forskellige familienetværk.
Derfor vil der i indretningen af mødelokaler blive lagt vægt på aktiviteter til børn i alle aldre med bordfodbold, PlayStation, LEGO og brætspil.
Åbent hus med plads til både store og små
Røde Kors Huset har fokus på de gode familieoplevelser. Derfor er åbent-hus-arrangementet planlagt, så der er noget for både store og små.
Børnene kan hjælpe afdelingens frivillige med at male en væg i butikkens legeområde. Den skal gøres både farverig og eventyrlig. For dem, der har lyst, vil der også være en turnering i bordfodbold.
De voksne har mulighed for at tale med afdelingens frivillige om muligheden for at blive engageret i Røde Kors Aarhus’ familieaktiviteter.
Besøgende kan også blive klogere på netværkshusets værksteder. Butikken holder desuden åbent på dagen, så der er tid til at snuse rundt blandt de mange bøjler og hylder efter gode genbrugsfund.
Røde Kors byder på forfriskninger i form af kaffe, kage og slikposer til de mindste.
Åbent-hus i Røde Kors Huset, Edwin Rahrs Vej 32P torsdag d. 24. juni kl. 15:30-17:00.