En 47-årig mand anmeldte tirsdag kl. 15, at to biler havde blokeret vejen for ham Sintrupvej i Brabrand, og en af de to bilister havde været aggressiv og truende og havde slået en metalgenstand gennem hans forrude. Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere og søger vidner til episoden på Sintrupvej.
En patrulje fra Østjyllands Politi kørte tirsdag kl. 15.00 til Sintrupvej, efter man havde fået en anmeldelse om en road rage-lignende situation fra en 47-årig mand. Da patruljen var på vej til stedet mødte de en bil, der svarede til beskrivelsen, som kom kørende i modsatte retning, og betjenten vendte derfor hurtigt om, satte efter bilen og fik den standset.
I bilen sad en 23-årig mandlig bilist. Den 23-årige havde ikke sikkerhedssele på, men til gengæld havde han en afklippet sikkerhedssele-spænde i låsen ved førersædet. Ved siden af førersædet fandt betjentene en skruetrækker. Den 23-årige nægtede selv at have været i en konfrontation med en anden bilist.
Betjentene kørte herefter til Sintrupvej, hvor de mødte den 47-årige mand, hvis forrude tydeligt havde et hul med knust glas omkring. Den 47-årige forklarede, at han var kommet kørende i sin bil, da han blev opmærksom på en bagfrakommende sort bil, der kørte meget hasarderet, kørte ud og ind mellem biler på en måde, så de modkørende biler måtte trække ud i rabatten for ikke at blive påkørt.
“Vildt blik” i øjnene
Den 47-årige noterede bilens nummerplade, da han syntes det hele så for farligt ud. Da han kørte videre lagde han mærke til en hvid bil, der ligeledes kørte meget hurtigt. Det virkede på ham som om at personerne i hhv. den hvide og sorte bil kendte hinanden. Den sorte bil foran ham bremsede pludselig op, hvorefter den hvide bil kørte foran ham, så de nu begge spærrede vejen for ham.
Føreren af den sorte bil steg ud og løb hastigt imod ham med et ”vildt blik” i øjnene. Den 47-årige så, at han havde hævet armen og holdt en metalgenstand i hånden. Den 47-årige var meget utryg ved situationen og forklarede, at manden havde et meget aggressivt og truende kropssprog.
Manden fra den sorte bil slog nu metalgenstanden, der lignede en skruetrækker, ned gennem forruden på den 47-åriges bil, så denne splintredes. Herefter kørte både den hvide og den sorte bil fra stedet.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere – bl.a. for at fastlægge den 23-åriges rolle. Har du set episoden, hører politiet gerne fra dig via tlf. 114.