Selvom Østjyllands Brandvæsen har udstedt totalforbud mod afbrænding i det fri, lover Jesper Kikkenborg Rossel fra de blå spejdere i Brabrand, at der som altid bliver Sct. Hans-fest med bål på stadepladsen.
Gennem rigtig mange år har de blå spejdere i Brabrand, Valhalla Gruppe, arrangeret Sct. Hans-fest på Stadepladsen ved Brabrand Sø. Også i år er forberedelserne i fuld gang, og lokalsamfundet kan forvente en aften nogenlunde som traditionen byder – også selvom der generelt er afbrændingsforbud i Østjylland.
”Vi aflyser bestemt ikke, og der kommer også bål. Vi regner med at få tilladelse af brandvæsenet til at lave to små bål. Vi skal blot garantere, at vi anvender rigtigt brænde”, siger gruppeleder Jesper Kikkenborg Rossel.
Spejderne skal helt tilbage til 1992 for at finde det sidste afbrændingsforbud. Dengang var løsningen at anbringe heksen ude i søen. Men den går ikke i år, da der i øjeblikket også er forbud mod at bade på grund af grønne alger.
Men fest bliver der! For børnene er der masser af underholdning i form af fiskedam og flødebollekast samt en ægte spejdertryllekunstner, Trylle-Frederik.
Imens kan de voksne skylle de varme pølser ned med en kølig øl og lytte til årets båltaler Per Smedegaard, direktør og kunstnerisk chef på teatret Svalegangen.
Valhalla Gruppe inviterer frivillige ind
Hvert år tiltrækker arrangementet flere og flere Brabrandborgere, og det glæder spejderne, for festen har stor betydning for den lokale spejdergruppe.
“Skt. Hans er et af de vigtigste arrangementer for vores gruppe, for en vellykket aften sikrer os indtægt til det kommende års aktiviteter, fortsat lav kontingent, og en ny spejderhytte. Det er også en dag, hvor spejdere, forældre og lokalmiljø sammen fejrer, at endnu et år er gået og vi ser frem til det nye,” siger Jesper Kikkenborg Rossel.
Han minder om, at det er forældre og andre frivillige, der hvert år får arrangementet op at stå. De såkaldte Sankt Hans-helte bygger op, bager kager, står i boder og rydder op, når aftenen er slut. Og spejdergruppen ønsker sig flere frivillige, også efter Sankt Hans.
“Vores Sankt Hans-helte er gode til det, for hvert år kommer der flere til vores fest. I år skal vi derfor bruge mange flere helte. Men vi mangler også flere ledere, der har tid og lyst til at engagere sig i spejderaktiviteterne gennem hele året. Så er du glad for børn, friluftsaktiviteter og godt sammenhold, så hører vi gerne fra dig”, siger Jesper Kikkenborg Rossel.