Da 10 unge kvinder tirsdag aften for første gang spillede fodboldkamp i den hvide Vatanspor-trøje fik de god støtte fra storesøstre, små søskende, veninder og mødre. Det var for alle – men især for den 21-årige træner Nagin Ravand – et stort øjeblik, da holdet gik på banen.
”Jeg har glædet mig helt vildt. Jeg er spændt – men det er lige meget, hvad resultatet bliver. Nu har vi sgu gjort det!”
Nagin Ravands stemme ryster en smule. Det er nu, hendes arbejde gennem to måneder viser et resultat. En mørk aften i marts inviterede hun første gang til træning på en lille street-fodboldbane. Seks mødte op. Nu er 22 unge kvinder med mange forskellige etniske baggrunde en del af holdet.
Fodboldklubben Vatanspor har eksisteret siden 1989 men har i en årrække kun haft herrehold. Men tirsdag aften kunne det nye kvindehold for første gang stille op til kamp på hjemmebanen ved Sødalskolen. Modstanderne var et rutineret hold fra Katrinebjergs AF.
”Kom så piger. Hør lige hvor mange der hepper på jer,” råbte Nagin Ravand til spillerne, før de gik ud til kampen – og svaret kom straks i form af højlydte råb og klapsalver fra sidelinjen.
”Et fedt fællesskab”
For de fleste på holdet er det første gang, de deltager i en ”rigtig” fodboldkamp, og nervøsiteten er tydelig.
”Mange af os har i mange år mødtes og spillet fodbold mellem blokkene eller på asfaltbanen, men de fleste har ikke tidligere spillet i klub,” fortæller Nuran Rodwal, som selv har spillet i Brabrand IF i nogle år og også har været udtaget til DBU´s fælles-samlinger.
Hun stoppede, da hun kom i gymnasiet, men nu er hun klar igen:
”Da Nagin skrev, at hun ville starte et fodboldhold her, var jeg klar. Jeg kender jo Nagin fra Brabrand IF, og jeg kan godt li´ hende som leder, veninde og fodboldspiller. Jeg synes, det hun laver er helt fantastisk,” siger hun.
”Folk inviterer deres veninder, fordi de synes, det er et fedt fællesskab at være en del af. Så er der bare kommet flere og flere!”
Nagin Ravand modtog sidste år Pigeprisen af Plan-Børnefonden for sit arbejde med at skabe fodbold for piger i Gellerup-området. Nu forsøger hun, om hun kan skabe det samme fællesskab for unge kvinder.
Selvtilliden voksede
”Hvem har luft – op med hænderne!”
Nagin Ravand ser sig omkring. Spillerne sidder i en ring på græsset og ser lidt trætte ud. Men hænderne ryger i vejret! De er klar til at spille.
Det er halvleg, og de er bagud 0-2. De har kæmpet, løbet og tacklet og har undervejs fået mere selvtillid og tro på egne evner. Kort før pausen kom de for første gang tæt på modstandernes mål og var ved at score.
Men modstanderne er lige en tand mere rutinerede og har haft en masse chancer, men målvogter Hidaya Haj Sassi har klaret den de fleste gange.
I pausen benytter dommer Kaj Christiansen lige lejligheden til at give hende et par anvisninger. Hun må ikke snuppe bolden med hænderne uden for feltet. Det kan efter fodboldreglerne koste dyrt. Hun nikker. Der er mange ting, der skal læres.
Medbragt mad til fællesspisning
I gør det godt, piger! De er lidt bedre end os. Men tro på jer selv, så skal det nok gå,” lyder trænerens råd, inden spillerne igen går på banen.
I anden halvleg lykkes det at skabe en mere ligeværdig kamp, hvor spillet bølger frem og tilbage. Foran målet er Katrinebjerg-spillerne dog lige en tand mere erfarne og øger føringen til slutresultatet 5-0.
Trætheden er til sidst tydelig hos det nye vatanspor-hold: Det er andendagen af ramadanen, og mange af spillerne faster. Især de første dage oplever de fleste en særlig træthed. Men de har spillet kampen på deres sidste energi og viljen til at gennemføre.
Efter kampen samles hele holdet i klubhuset til ”iftar” – det fælles måltid islam foreskriver først må indtages, når solen er gået ned. Alle har medbragt en ret til fællesspisningen. Det bliver en god aften.