
Renoveringen af Hans Broges Parken er kommet skævt fra start: Da den voldsomme blæst og regn fejede hen over Brabrand søndag og mandag, blev dele af boligblokken Hans Broges Vej 11 kraftigt vandskadet. Fire familier er i øjeblikket genhuset på hotel.
10 år efter at man begyndte at tale om nødvendigheden af en renovering af Hans Broges Parken og rækkehusene på Udsigten, er arbejdet nu omsider gået i gang. Men få uger efter opstarten ramte uvejret forleden Brabrand, og det massive regnvejr har skabt betydelig skade på en del af Hans Broges Parken 11, hvor håndværkerne er gået i gang.
Nedbryderne var i den ene ende af bygningen gået i gang med at rykke de markante karnapper ned, der udgør en del af Hans Broges Parkens visuelle udtryk. Det betød, at der var let adgang for regnvandet, der løb ind i en række af lejlighederne.
Asger Frederiksen, som er afdelingsformand i Hans Broges Parken, bor selv i en af de berørte lejligheder. Han vurderer, at vandskaderne er omfattende. Blandt andet er vandet formentlig løbet ind under gulvene, og i mindst en af lejlighederne har loftet også taget skade.
Beboere genhuset på hotel
Renoveringen er planlagt sådan, at beboerne kan blive boende i deres lejligheder, men vandskaderne har betydet, at fire ud af seks familier nu har måttet flytte på hotel.
”Vi havde på forhånd advaret om, at de midlertidige vægge, man havde sat op, ikke var gode nok. Vi mente ikke, de kunne holde vandet ude. Men nu er det sket, og så må det handle om at begrænse skaderne mest muligt”, siger Asger Frederiksen.
Han er ærgerlig over, at gulvene i de berørte lejligheder endnu ikke er fjernet, sådan at man kan begynde at fjerne fugten. Det kan betyde, at fugten også når frem til installationerne.
Asger Frederiksen vurderer, at skaderne og genhusningen vil blive dækket dels af totalentreprise-forsikringen og af beboernes egen indboforsikring.
Omfattende renoveringsprojekt til 160 mio. kr.
Hans Broges Parken blev bygget omkring 1949 og blev startskuddet til etableringen af Brabrand Boligforening. Det markante byggeri er tegnet af arkitekt Knud Blach Petersen.
Renoveringsprojektet ventes at strække sig over flere år. I boligblokkene, bliver facaderne renoveret, og der kommer nyt tag og nye døre og vinduer. Desuden bliver også vandrør og ventilationsanlæg udskiftet.
Rækkehusene på Udsigten får helt nye facader, men til gengæld bliver tagene her ikke udskiftet.
Hovedansvarlig for arbejdet er A. Enggaard A/S og datterselskabet Færch & Co.