De seneste måneder er de lokale butikker Rema 1000 på Stenbækvej og føtex i City Vest blevet ramt af omfattende, tilsyneladende organiserede tyverier. Det koster dem begge betydelige tab og tvinger dem til at indføre foranstaltninger, der skal begrænse tyverierne.
Købmand Mads Veirup, Rema 1000, kendte efterhånden mønstret: To-tre personer går ind i butikken, går rundt og fylder vognen op med de daglige fornødenheder, mælk, rugbrød, pålæg, lidt chokolade.
Når vognen er fuld, går den ene person op til kassen og afleder personalets opmærksomhed, mens den anden går den modsatte vej ud gennem indgangen – uden at betale for varerne.
Forleden opdagede han det selv: Nu sker det igen. Da han så, at en person var på vej ud af butikkens indgang med en indkøbsvogn fuld af varer, løb han bagefter, alt hvad han kunne, og fik stoppet flere personer ude på parkeringspladsen.
Den ene af personerne snuppede hurtigt en indkøbskurv ved indgangen og påstod, at hun bare havde glemt at tage en kurv med ind i butikken – mens den anden forsøgte at slippe væk med den fyldte indkøbsvogn.
Da Mads Veirup gjorde det klart, at han mente, de havde forsøgt at stjæle, var der ikke den mindste antydning af indrømmelse hos de to kvinder. I stedet blev han mødt af aggressive tilråb og anklager den modsatte vej, da han tog billeder af dem og bilens nummerplade, mens de sprang ind i bilen og kørte væk.
Sagen endte som de fleste andre: Som en anmeldelse om butikstyveri til Østjyllands Politi med vedlagt billeddokumentation. Mads Veirup er ikke klar over, om det får nogen konsekvenser for de pågældende personer.
”Tyverierne er desværre eskaleret her i løbet af de sidste måneder. Vi er især blevet meget opmærksomme på det inden for den sidste måned. Før var det noget, der skete en gang imellem. Nu oplever vi det næsten dagligt,” siger købmanden, som alene inden for den sidste uge har noteret fire grove tilfælde, som det nævnte.
Alle tyverier bliver politianmeldt
Nu har Mads Veirup været nødt til at handle: Det er ikke længere muligt at gå tilbage gennem indgangen, hvis man for eksempel har glemt sin pung i bilen.
Det har dog stadig været muligt at få én til at åbne lågen udefra – men i denne uge bliver der installeret en alarm, der går i gang, hvis nogen går ud af butikken gennem indgangen.
”Det rammer mig i hjertet, at vi er nødt til at gribe til den slags foranstaltninger, der jo også rammer de mange ærlige kunder. Det har vi ikke lyst til. Vi vil gerne drive en god positiv forretning. Men folk skal vide, at der er en årsag til, at vi er nødt til at indføre den slags foranstaltninger.”
Desuden har købmanden været nødt til for første gang at træffe aftale med butiksdetektiver. Fremover vil de jævnligt – på tidspunkter købmanden ikke kender – lægge vejen forbi Stenbækvej og gå rundt i butikken og observere. Hvis de opdager tyveri, vil de straks gribe ind og politianmelde gerningsmændene.
”Vi indfører en nultolerance–politik. Alle tyverier vil blive politianmeldt,” understreger Mads Veirup. Han håber, at butiksdetektiverne vil kunne skabe tryghed hos alle i butikken.
“Jeg vil også gerne understrege, at vores ærlige kunder ikke vil komme til at opleve ulemper på grund af de nye foranstaltninger. Vi fortsætter med at drive vores forretning med et positivt udgangspunkt og stoler på vores kunder. De få skal ikke have lov til at ødelægge det for de mange.”
Kødtyverier blev bremset
Butikken har også tidligere været plaget af organiserede tyverier. Omkring juletid forrige år blev butikkens kødvarer systematisk stjålet. Tyverier for tusindvis af kroner betød, at det til sidst blev nødvendigt at sætte en lås på køleboksen.
Det betød, at alle som ønskede at købe kød, skulle henvende sig til personalet for at få låst op. Besværligt for alle – men tyverierne holdt op.
”Så kom kødtyvene ikke længere. Jeg forestiller mig, at det i de kredse blev fortalt, at den type tyverier nu ikke længere kunne lade sig gøre i Brabrand længere. Jeg håber, at det nu også rygtes, at det blevet sværere at stjæle her.”
Som nævnt er også føtex i City Vest hårdt ramt af butikstyverier – men her er tyverierne af en lidt anden type. Det kan du læse om på Vores Brabrand i morgen, hvor du også kan få reaktionen fra Østjyllands Politi.