Enhver købmand frygter det. At skulle flytte rundt på varerne i butikken. Det giver altid frustrerede kunder. Men på mandag går Rema 1000 på Stenbækvej alligevel i gang med at rokere rundt på varerne, og købmand Mads Veirup har forberedt sig godt. Blandt andet har han søgt hjælp udefra til at hjælpe kunderne med at finde rundt i den nyindrettede butik.
Detailhandlen er under forandring, og også Rema 1000 på Stenbækvej må tilpasse sig. Kunderne efterspørger flere forskellige varer, og for at få plads til dem, skal der skaffes plads til flere reoler i butikken.
Der er akkurat plads til tre-fire nye reoler som supplement til de godt hundrede, der er i forvejen. Men det betyder mange omrokeringer, når varerne skal placeres mest hensigtsmæssigt, og morgenmaden og vinen for eksempel rykker ned i den modsatte ende af butikken.
”Jeg ved godt, at noget af det værste, jeg kan gøre, er at flytte rundt på varerne. Men vi har ganske simpelt nået grænsen for, hvad butikken kan rumme, og så er vi nødt til at gøre noget”, siger Mads Veirup, som sidste efterår overtog butikken på Stenbækvej.
”Jeg har tænkt rigtig meget over, hvordan vi kan rokere rundt, så det skaber færrest mulige problemer for kunderne. Mange har jo et klart billede i hovedet af, hvor tingene står og man har ofte skrevet indkøbene ned på en liste i den rækkefølge, de står i butikken. Det kan være til kæmpe frustration for kunderne, hvis de pludselig ikke står, hvor de plejer.”
Frivillige hjælpere fra Hans Broges Parken
Ombygningen begynder på mandag, og Mads Veirup er godt klar over, at den uge bliver lang at komme igennem.
”Vi har planlagt, hvordan det skal gøres, men det kan ikke undgås, kunderne kommer til at mærke det.”
Ud over at butikkens ansatte vil være ekstra hjælpsomme, når det hele er på plads mandag d. 4. februar, har Mads Veirup søgt hjælp hos en gruppe ældre i Hans Broges Parken.
Medlemmer af Klub Hans Broge har lovet at komme på skift nogle formiddage og vil iklædt særlige t-shirts hjælpe kunderne med at finde varerne på deres nye pladser i butikken.
”Det er jo helt fantastisk, at de har sagt ja til fuldstændig frivilligt at komme og guide kunder rundt i butikken. De vil være i butikken de første tre dage efter ombygningen mellem kl. 10 og 14,” siger Mads Veirup.
Desuden har han fået trykt nogle postkort i a5-størrelse med den nye indretning tegnet op, sådan at kunderne også selv vil kunne finde frem til de varer, de skal have.
”Vi ved godt, at det er noget skidt, vi gør. Men vi prøver at gøre det sådan, at vi skaber færrest mulige problemer for kunderne,” siger Mads Veirup.