Café Æblehaven ved Brabrand Sø blev lukket, fordi seks ugers-tilladelsen var udløbet – og ikke på grund af klager udefra, oplyser rådmand i Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek. Han vurderer, at en permanent godkendelse er en mulighed, men det kræver dispensation fra søbeskyttelses-linjen.
Tirsdag blev containeren, der hele sommeren har huset Café Æblehaven ved Brabrandstien, transporteret væk fra området ved Haveforeningen Søvang, og cafeen er hermed lukket for i år.
Indehaver Sebastian Kromann fik i sidste uge af Aarhus Kommune besked om, at stedet skulle lukke – og søndag var sidste åbningsdag.
Vores Brabrands artikel om sagen har givet masser af reaktioner – blandt andet fra socialrådmand Kristian Würtz (S), som har spurgt sin rådmandskollega i Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, om baggrunden for, at det var nødvendigt at lukke stedet.
”Artiklen er ikke helt præcis, fordi den angiver at Byggeri har lukket caféen på grund af klager. Udfordringen er, at byggeloven kun giver lempelsesmuligheder fra ”de normale regler” hvis man laver midlertidige forhold, som ikke varer længere end 6 uger,” lyder svaret fra Simsek.
”Derfor er der formelt kun givet en seks ugers tilladelse til caféen, og tilladelsen er derfor udløbet,” fortsætter Teknik og Miljø-rådmanden.
Mulighed for en forlængelse
Kristian Würtz betragter Æblehaven som en kærkommen nyskabelse ved Brabrandstien, og han appellerer til, at der kan skabes mulighed for, at den kan fortsætte. Og der er faktisk en mulighed for, at tilladelsen kan gøres permanent, bekræfter Bünyamin Simsek.
Byggeri under Teknik og Miljø er ved at undersøge mulighederne for at kunne forlænge tilladelsen, selvom området kun er udlagt til kolonihaveformål. Sandsynligvis vil man kunne forlænge tilladelsen til den nuværende ”café-container” plus evt. en container mere inde bagved som lager, vurderer Bünyamin Simsek.
Det vil dog forudsætte en dispensation fra søbeskyttelseslinjen, og Byggeri er nu ved at undersøge, om det kan opnås. Praksis indenfor søbeskyttelses-linjer er normalt restriktiv i Danmark.
Udvikling kræver ændret planlægning
Til gengæld er der længere udsigter for, at Sebastian Kromann kan gå i gang med sine øvrige planer for grunden, som han selv ejer.
”Ejeren Sebastian Kromann har mange ambitioner for stedet. Men hans mange projektønsker om bl.a. amfiscene, glamping, street food trucks, naturlegeplads m.m. vil ikke kunne etableres i et område, som kun er udlagt til kolonihave. Det vil kun kunne ske på basis af en ændret planlægning,” lyder det fra Bünyamin Simsek.
”Så den korte status er, at vi arbejder positivt på at kunne give en forlængelse af hans godkendelse til den nuværende café, men at der fortsat er et par ”sten på vejen”, hvor det især er søbeskyttelseslinjen, som kan hindre en forlængelse af tilladelsen.”
Ansøgning indsendt i august
Vores Brabrand har bedt Sebastian Kromann om at kommentere rådmandens beskrivelse af sagen, og café-ejeren understreger, at Aarhus Kommune fra starten har været en medspillende part i at få Æblehaven op at stå, og at han fra starten har haft et fint samarbejde med kommunens folk.
”Jeg anerkender fuldt ud rådmandens udlægning af sagen, men havde håbet at kunne fortsætte længere, og det var min forståelse, at klager har været den udløsende faktor for, at vi er blevet lukket, på baggrund af at vores tilladelse er udløbet,” svarer han.
”Alt mit normale virke er aflyst på grund af corona og ser ikke ud til at komme i gang foreløbigt. Derfor kikker jeg hele tiden på at sætte andre ting i gang og skabe arbejdspladser. Æblehaven har været en kæmpe succes og har været en stor øjenåbner for, hvad der udvikles på grunden.”
”I august sendte jeg en ansøgning ind tegnet af arkitektfirmaet Gjøde & Partnere om at udvikle Æblehaven til næste år, hvor jeg blandt andet ville omdanne et gammelt garageanlæg på grunden, der tidligere har huset en vognmandsforretning, til et streetfood område, lave naturlegeplads, orangeri, toiletfaciliteter og en mindre scene til live akustisk musik,” fortæller Sebastian Kromann og fortsætter:
”Kommunen har allerede åbnet op for at kiosken kan komme retur til næste år, såfremt den lever op til nogle specielle kriterier. Jeg har fuld respekt for, at kommunen forvalter loven som de skal. Der kan ikke sættes en finger på deres arbejde. Det er bare specielle tider og derfor kan man godt blive lidt utålmodig, når man kan se, at hele ens kalender for 2021 nu er tom.”
Læs også: