Der er bred politisk opbakning i Aarhus Byråd til arbejdet med at etablere et standsningssted for regionaltoget i Brabrand. I første omgang et trinbræt, men senere gerne et trafikalt knudepunkt, der også medfører byudvikling i nærområdet omkring stationen. Det siger rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek til Vores Brabrand.
Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune besluttede i sidste uge at igangsætte en undersøgelse af de tekniske og driftsmæssige konsekvenser af et stoppested for regionaltoget i Brabrand. Undersøgelsen skal ikke kun omfatte en løsning med en egentlig station, som det allerede er aftalt i forbindelse med VVM-undersøgelsen af letbanens etape 2. Men det skal også undersøges, om der kan laves noget hurtigere i form af et trinbræt.
Forslaget kom fra rådmand Bünyamin Simsek (V), som glæder sig over, at man nu kan gå videre til en konkret undersøgelse af muligheder og udfordringer i et togstop i Brabrand.
”Oplægget til Teknisk Udvalg blev modtaget godt, og det er mit indtryk at der er stor lokal opbakning til et standsningssted i Brabrand,” siger han til Vores Brabrand.
”Jeg har en forventning om, at vi i løbet af i år vil opnå meget mere viden om mulighederne, og jeg håber på, at vi på det grundlag kan opnå en fælles forståelse med Transport-, Bygnings-, og Boligministeriet”.
Rådmanden henviser til, at den endelige beslutning ikke kan træffes i Aarhus, men ligger hos ministeriet. Han glæder sig derfor over, at Trafikstyrelsen vil bidrage til undersøgelserne.
Afklaring af muligt antal brugere
Blandt andet skal det undersøges, hvor mange der vil benytte et togstop, hvis det kommer. Borgergruppen Brabrand på Skinner har gennemført en spørgeskemaundersøgelse, der viste, at 99% af de 1400, der svarede, med sikkerhed benytte toget, hvis det stopper i Brabrand, og cirka 80% vil gøre det stort set dagligt.
Trafikstyrelsen henviser til en rapport fra 2008, der viste, at under 300 dagligt ville bruge toget til eller fra Brabrand, mens der skal knap 500 til at gøre et stop rentabelt.
Hvad det reelle tal vil være nu, skal analysen også give et mere præcist billede af, siger Bünyamin Simsek.
Lokalområdet skal støtte byudvikling
Rådmanden understreger, at en eventuel station i Brabrand skal tænkes ind i en god sammenhæng med infrastrukturen og trafikken i form af veje, evt. en letbane, busser og et godt stisystem. Men også med en udvikling af nærområdet med arbejdspladser og boliger, service og butikker mv.
Hvis der opnås en fælles forståelse af, at der er grundlag for at etablere stationen, vil en evt. letbane skulle integreres bedst muligt heri. Bünyamin Simsek kan dog ikke på nuværende tidspunkt sige, hvordan det mere præcist vil påvirke projektafklaring og VVM-undersøgelser af letbanen.
”Personligt tror jeg, at en ny station i Brabrand har gode muligheder for at blive til noget. Men det vil styrke sagen betydeligt, at der skabes et godt underlag for en station. Både i form af omstigninger og muligheder for at kombinere forskellige transportmidler.”
Han peger desuden på, at der med en sådan udvikling naturligt følger en del forandringer med i bydelen Brabrand:
”Det kan gøre stationen til et knudepunkt for mange rejsende. Og i form af udvikling af området omkring stationen. Det er vigtigt, at der i lokalområdet er kræfter der kan se perspektiverne i en sådan udvikling – og går ind for den.”
Ud over den nævnte analyse har Bünyamin Simsek også fået Teknisk Udvalgs mandat til at en fornyet henvendelse til trafikminister Ole Birk Olesen om sagen. Desuden vil Aarhus Kommune orientere de lokalt valgte folketingsmedlemmer om sagen og opfordre dem til at støtte planerne.