Der kommer ikke flere pukkelbump i Aarhus, har teknik-rådmand Bünyamin Simsek bestemt. Så derfor bliver Hejredalsvej nu forsynet med de lidt blødere pudebump. Fartdæmpningen på Hejredalsvej ventes færdig til april, mens arbejdet i Hovedgaden er udskudt på ubestemt tid.
Vejprojekter, der skal dæmpe farten på vejene i Aarhus, blev i december sat i stå, mens rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, afventede en analyse af de små hidsige pukkelbump. Svaret fra rådmanden kom for nylig:
”Jeg har besluttet, at der ikke kommer flere pukkelbump op, så længe jeg er rådmand,” sagde Bünyamin Simsek i sidste uge til Vores Brabrand.
Det betyder blandt andet, at de planlagte pukkelbump på Hejredalsvej ikke bliver etableret. I stedet kommer der lidt blødere pudebump, bekræfter projektleder Per Thoft Kærsgaard, Vejanlæg & Bydesign.
Beboerne på og omkring Hejredalsvej har i årevis klaget over voldsomt hurtig kørsel på vejen, og det skal det næsten færdige projekt langs vejen ændre på.
Cykelstierne er færdige, og det samme er en forhøjning ved ind/udkørslen til Røgelvej. Nu mangler bare fartdæmpningen de fem steder, hvor det længe har været planlagt. Per Thoft Kærsgaard vurderer, at de nye pudebump sandsynligvis vil blive etableret i slutningen af marts eller starten af april.
Fællesråd ønsker helhedsløsning
Til gengæld har Teknik og Miljø valgt at udskyde den planlagte fartdæmpning i Hovedgaden i Brabrand.
Pukkelbump fem steder gennem Hovedgaden i Brabrand skulle have sikret, at bilisterne holdt sig nede under 40 km/t som en del af den hastighedszone, Aarhus Kommune har indført i Hovedgaden og de øvrige veje syd for Silkeborgvej.
I januar spurgte rådmanden de lokale fællesråd, om de ønsker pukkelbump i deres lokalområde eller ej – eller om de i stedet foretrækker de blidere pudebump.
”Vi forkaster både pudebump og mariehøne-bump. Vi mener, der skal ses på 2 alternative løsninger,” skrev Brabrand-Årslev Fællesråd til Teknik og Miljø.
Fællesrådet ønsker i stedet indsnævringer og chikaner, der betyder, at bilister i både små og store køretøjer må vente på hinanden. Samtidig mener de, at cyklisterne bør få deres eget afmærkede område, der går bag om chikanerne.
Brabrand-Årslev Fællesråd understregede i tilbagemeldingen, at man ikke kun ønsker en snæver fartdæmpnings-løsning men en helhedsløsning for hele gaden.
Udsat på ubestemt tid
Det betyder nu, at Teknik og Miljø-rådmanden har sat arbejdet i stå, indtil næste runde af projekter med hastighedszoner går i gang andre steder i Aarhus.
”De nuværende pukkelbump bliver foreløbig liggende, som de er. Så må vi se på, hvad der yderligere skal ske. Jeg har besluttet, at yderligere initiativer i Hovedgaden i Brabrand skal ses i sammenhæng med næste runde af hastighedszoner,” sagde Bünyamin Simsek i sidste uge til Vores Brabrand.
Hvornår der så kommer yderligere fartdæmpning i Hovedgaden, kan Per Thoft Kærsgaard ikke svare på:
”Vi kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse om, hvornår en evt. næste projektrunde vil blive, da vi endnu ikke har fået tildelt økonomiske midler.”