Magistraten i Aarhus Kommune har mandag godkendt anlægsbudgettet på 118,9 mio. kr. til opførelse af Sports- og Kulturcampus midt i Gellerup. Beslutningen omfatter blandt andet salg og formentlig nedrivning af Nordgårdhallen.
”Sports-og Kulturcampus bliver et aktiv for bydelen og for hele Aarhus. Stedet vil både arkitektonisk og socialt løfte Gellerup og give nye muligheder for ophold, sunde aktiviteter og fællesskaber for områdets beboere og for resten af Aarhus. Sports-og Kulturcampus er således helt væsentlig i omdannelsen af Gellerup til en attraktiv bydel.”
Sådan lyder det om det kommende Sports- og Kulturcampus i indstillingen til Aarhus Byråd, som Magistraten mandag godkendte. Hvis politikerne i byrådet også siger ja, kan byggeriet efter planen gå i gang i april 2020.
Salling Fonden og Lokale- og Anlægsfonden har allerede givet tilsagn om henholdsvis 25 mio. kr. og 12 mio. kr. De fleste af de resterende millioner hentes enten i opsparede midler, eller er afsat på diverse budgetter, blandt andet i budgetforliget for 2019-2021.
Der skal dog også hentes ”nye penge”, blandt andet ved en beslutning om at sælge Nordgårdhallen. Den tidligere idrætshal ligger forholdsvis forladt lige syd for Karen Blixens Boulevard og vil sandsynligvis blive revet ned. Det forventes, at der kan skaffes 5,1 millioner kroner til det nye byggeri.
De enkelte elementer
Det kommende Sports- og Kulturcampus kommer til at ligge langs Karen Blixens Boulevard lige vest for kunstgræsbanen Arena Vest og Gellerupbadet. Byggeriet omfatter følgende elementer:
- Gellerup Bibliotek – et nytænkt bibliotek og medborgercenter, der også indeholder kulturaktiviteter under Gellerup
- Art Factory og famlieindsatsen under Folkesundhed Vest.
- Samlingshuset – Brabrand Boligforenings beboerhus for beboere og foreninger
- Bevægelseshuset – aktivitetshus hvor Cirkus Tværs, Aarhus Klatreklub, Gøglerskolen (der nu hedder FGU Aarhus) og fodboldklubben ACFC får til huse.
- Verdenspladsen – den centrale plads i Sports-og Kulturcampus
Endnu et element er stadig i spil: Et muligt Verdensbad med tilhørende hotel kan opføres lige nord for Sports- og Kulturcampus. Der ledes stadig med lys og lygte efter investorer, der kan løfte den store opgave.
Verdenspladsen
Ud over de 118,9 millioner kroner til bygningerne kommer der en udgift på 23,5 mio. kr. til anlæggelse af pladsen, der skal binde det hele sammen – den såkaldte Verdensplads. Heraf betaler Brabrand Boligforening dog 14,3 millioner kroner.
Det ambitiøse mål er, at Verdenspladsen i sig selv bliver et aktivitets- og opholdsrum for beboere og gæster gennem det meste af året. Kultur og Borgerservice har i oktober afholdt en række arrangementer for at finde ud af, hvilken form for indretning og overdækning, der vil fungere bedst.
Afprøvningerne var finansieret af RealDania og Lokale- og Anlægsfonden via den fælles pulje “Fælles Rum”. Aarhus Kommune håber nu, at RealDania også vil støtte selve indretningen af pladsen.
Sports- og Kulturcampus udvikles og opføres i Gellerup i tæt samarbejde mellem Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune. Der bliver indgået en aftale med en hovedentreprenør i december.