I vores del af verden har kristendommen haft stor indflydelse på indretningen af vores samfund. I en temauge om politik og kristendom lader Brabrand Aarslev Kirker det politiske komme til orde i sange, foredrag og debat.
Historisk set har kirken banet vej for skoler og universiteter, for sundheds- og plejesystemer, og det har været ud fra et kristent menneskesyn, at politikere har truffet beslutninger – både nationalt og internationalt.
Sådan skriver Brabrand Aarslev Kirker i introduktionen til en temauge om, hvordan kristendom og politik gennem tiden har spillet med og mod hinanden i Danmark. Kirken har planlagt følgende tre arrangementer i løbet af ugen.
Brabrand Kirke: Politiske sange og salmer: Mandag 23. januar kl. 16:30 – 17:30
Denne mandag eftermiddag vil der i Brabrand Kirke blive sunget salmer og sange med en snert af politisk engagement og slet skjulte kommentarer til samfundets ve og vel.
Krig og kristendom – et foredrag og debat: Tirsdag 24. januar kl. 19:00 – 21:15
I flere årtier har danske soldater været udsendt til brændpunkter i bl.a. Afghanistan og Irak, med 51 soldater døde, og mange flere blev såret. Med Ruslands angreb på Ukraine er krig i fuld skala også rykket tæt på vores land.
Sideløbende med sit virke som sognepræst i København er Andreas Christensen feltpræst for Garderhusarregimentet.
Som præst har han været udsendt til både Afghanistan og Irak, og han var ombord på fregatten Esbern Snare, da den i januar fik ordre på at forlade indsatsen mod pirater og i stedet sejle til Baltikum som del af NATOs afskrækkelse over for Rusland.
Men hvordan kan krig og kristen tro spille sammen?
Kristendommen er i sit indhold ikke-voldelig og ”fred” er et nøgleord. Alligevel er kristendommens historie gået hånd i hånd med krigens. Hvordan har man forklaret det gennem tiden, og hvordan ser og oplever en feltpræst forholdet mellem krig og kristendom?
Andreas Christensen vil i sit oplæg også give et indblik i både ledelsens og soldaternes virkelighed, tankegang og tro.
Hvordan kristen tro har inspireret mig politisk: Torsdag 26. januar kl. 17:30 – 20:30
I Nordeuropa er der bred enighed om, at vi ikke vil sammenblande tro og politik. I kirken skal prædikes evangelium og ikke politik, mens politiske holdninger søges begrundet med rationelle argumenter og ikke med tro.
”Men det ændrer ikke ved, at tro for det enkelte menneske kan være uhyre vigtig både som motivator og inspirationskilde til alle former for samfundsengagement – også politisk,” skriver Brabrand Kirke om arrangementet, der kræver tilmelding.
Kirken har inviteret Charlotte Dyremose og Pernille Vigsø Bagge, som begge vil fortælle om, hvordan kristen tro har motiveret og inspireret dem i deres politiske virke.
Desuden vil de omvendt fortælle, hvordan de oplever, at erfaringer fra det politiske virke kan bruges i embedet som præst.
Charlotte Dyremose var folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti 2001-2011 og 2014-2015 og blev bl.a. uddannelsespolitisk ordfører for partiet. Hun er nu efter en to-årig tillægsuddannelse blevet præst.
Pernille Vigsø Bagge var medlem af Folketinget for SF i 2005-2015 og gruppeformand i 2011-2012. Hu blev præst i 2015 og formand for Præsteforeningen i 2021.