Efter urolighederne i Gellerup-området i weekenden er politiet blevet kritiseret for at have været med til at optrappe konflikten med et massivt og kampklart fremmøde. Blandt andre har beboerformand i Gellerupparken Abdinasir Jama Mohamed været kritisk. Men fungerende politiinspektør Gert Bisgaard, Østjyllands Politi, afviser kritikken.
Efter at en række unge med indvandrerbaggrund fredags eftermiddag var gået til angreb på politiet med sten og romerlys, forsøgte formand for Gellerupparkens beboere, Abdinasir Jama Mohamed at mægle mellem politiet og de vrede beboere og få begge parter til at trække sig lidt tilbage. Men forsøget mislykkedes, og han kritiserede efterfølgende indsatslederen for at være afvisende.
Men Gert Bisgaard, Østjyllands Politi, mener, at det var Abdinasir Jama Mohamed, der valgte et forkert tidspunkt til at forsøge at starte en samtale:
”Det var ikke det rigtige tidspunkt at forsøge at starte en dialog og en dybere snak om situationen. Politiet deltager i rigtig mange mødefora i Gellerup-området, hvor ingen af os er påvirket af den situation, vi står midt i, og hvor vi har en fin dialog på kryds og tværs. Der kan vi vende tingene.”
Han understreger, at politiet har et rigtig godt samarbejde med Brabrand Boligforening, Kommunen og andre aktører i området. Senest deltog Østjyllands Politi i et beredskabsmøde i Gellerup tirsdag eftermiddag, hvor de seneste dages forløb blev grundigt diskuteret.
Østjyllands Politi har efter de seneste begivenheder understreget, at det gode samarbejde med blandt andet gadeplansmedarbejdere og et stort beboernetværk af ressourcestærke borgere i Gellerup har været medvirkende til at få skabt ro i området.
”Når vi blandt andet indfører en skærpet strafzone i området, så er det jo ikke for at ramme Gellerup som sådan. Men det er et middel vi må tage i brug for hurtigst muligt at genskabe ro og orden i området,” siger Gert Bisgaard.
”Nødt til at tage vores forholdsregler”
Deltagere ved demonstrationen oplevede politiets fremmøde fredag og i weekenden som mere massivt og mere kampklar end ved tidligere lignende begivenheder. Men Gert Bisgaard afviser, at politiet ved fredagens demonstration var særlig godt forberedt på, at det kunne komme til uroligheder.
”Når der kan blive brugt kanonslag og kastet med sten, så er vi nødt til at tage vores forholdsregler. Vi er landets myndigheder og er nødt til at sikre os, at vi kan arbejde. Der skal ikke være et sted, hvor vi ikke kan komme.”
Som eksempel nævner han episoden i lørdags, hvor en politibil fik kastet en brosten gennem forruden. Det betød, at politiet skiftede en del af patruljevognene ud med de kraftigere mandskabsvogne. Både fredag og i weekenden var politiets styrker sammensat af folk fra både Lokalpolitiet i Aarhus Vest og af andre politifolk.
”Vi havde ikke forventet, at det ville blive, som det blev i fredags. Men vi havde lavet et setup, hvor vi var forberedt på, at det kunne ske. Derfor var vi så mange til stede”.
Han understreger, at politiet stadig ser det som et fåtal, der vil skabe uro og ødelægge ting. Der er stadig behov for også at være i dialog med de gode lovlydige borgere, som der er langt flest af.
”Det er bestemt en balancegang. Vi ved jo også godt, at når politifolk har hjelm på hovedet og kommer kørende i den store blå bil, så er det ikke i de situationer, det er muligt at få en samtale med beboerne.”
I Gellerup-området har der været efterlyst større kommunikation fra politiets side om de lokale indsatser og resultater.
”Jeg synes faktisk vi gør en stor indsats for at kommunikere bredt med borgerne og det gør vi blandt andet gennem vores lokale samarbejdspartnere”, svarer Gert Bisgaard.