Cirka 70 deltagere havde mandag eftermiddag og aften nogle sjove og aktive timer ved Engdalskolen. Brabrand IF Gymnastik havde sørget for hyggelige og skægge aktiviteter, friskbrygget kaffe – og en stemningsfuld koncert og dejlig aftensmad at gå hjem på.
Lystfiskerens latter der bliver stadig mere kraftfuld, jo større fisken er. Den sjove mand der slår sig selv på lårene over egne indfald. Julemandslatter, hekselatter – og plæneklipper-latter…
Der var gode grin for stort set enhver smag ved Engdalskolen mandag eftermiddag, hvor en lattercoach sørgede for en lattermild seance, hvor vi grinede, så tårerne trillede. Vi lærte at grine på masser af måder – og så lo vi allermest hjerteligt over, så sjovt man kan have det, når latteren bare får frit løb helt uden særlig grund.
Det var ikke kun lattermusklerne, der blev trænet – det var nærmest hele kroppen, der fik en omgang på alle mulige sjove og underfundige måder.
Med hovedtelefoner på svævede, hoppede, duvede og steppede vi rundt til alle mulige slags musik – alene og i fællesskab. Silent groove kaldes danseformen. Med tips og tricks til at ændre på bevægelserne, gå ned i tempo eller speede op. Og bare lade sig gribe af den musikalske stemning.
Det lyder måske grænseoverskridende, men det var mest af alt vældig hyggeligt samvær med folk fra dit lokalområde, som ligesom dig selv havde valgt at lade mandag være mandag og tage imod Brabrand IF Gymnastiks flot planlagte PlayDay.
Ud over lattertræning og silent groove var der musik, dans og livsglæde med Lindy Hoppers, OCR forhindringsbane og holdspillene pickleball og ultimate. Og ikke mindst masser af hyggelig snak og god kaffe i pauserne.
”Alt i alt synes jeg, at det blev en god opstart”, sagde Janni Kikkenborg Rossel fra Brabrand IF Gymnastik, som håber at kunne gøre PlayDay til en årlig begivenhed i Brabrand.
Hun måtte samtidig erkende, at det ikke i første omgang var lykkedes at få kontakt med ret mange nye deltagere:
”Vi har set dem alle sammen før. Vi er nok nødt til at have nogle særlige aktiviteter for børnene, hvis vi også skal kunne tiltrække familierne. Vi valgte det fra i første omgang, fordi det kræver mange frivillige kræfter. Men det må vi nok forsøge at finde en løsning på næste år,” sagde hun.
Her får du lidt flere stemningsfotos fra mandagens PlayDay.