De Grønne Pigespejdere i Brabrand er et fællesskab for piger, som har mod på at prøve kræfter med det frie udendørs spejderliv. På torsdag d. 22. april inviterer de alle lokale piger til at komme og prøve spejderlivet.
De fire piger diskuterer, hvordan de skal løse opgaven. De skal samarbejde om at bære et levende lys rundt om huset, uden at flammen går ud undervejs. I første forsøg blæser flammen ud – men så finder de løsningen.
Opgaven er en del af dagens aktiviteter, hvor de fire piger også skal tegne med kul og bruge fyrfadslys til at afsløre et skattekort. Og det er ikke helt tilfældigt, at ild indgår i mange af aktiviteterne, forklarer spejderleder Bitten Vad la Cour:
”Vi vil gerne ha´, at pigerne bliver fortrolige med at arbejde med bål og ild, sådan at de får respekt for ilden, men ikke er bange for den. Vi prøver at lære dem at holde overblikket og lade være med at gå i panik, og det er selvfølgelig ikke let, når man er syv år.”
Pigerne lærer at tage deres forholdsregler og for eksempel altid medbringe en spand vand ved bålet, også selvom græsset ikke er knastørt.
Plads til at blive set og hørt
Pigerne er alle i alderen 7-10 år og er grønsmutter – eller bare ”smutter”, som de kaldes i pigespejdernes verden. De udgør lige nu smutter-gruppen hos De Grønne Pigespejdere i Brabrand.
Bitten Vad la Cour håber, at lidt flere piger i lokalområdet har lyst til at prøve spejderlivet. På torsdag d. 22. april holder De Grønne Pigespejdere åbent spejdermøde, og håbet er, at nogle stykker vil kigge forbi Rønnebo på Nordentoftsvej 7, hvor de har deres aktiviteter.
Pigerne udgør den dag en fiktiv patrulje, der besøger forskellige lande og lære noget om ild. Undervejs skal de blandt andet lave ildbowling, lære at sende røgsignaler og lave spejlæg over bål.
De Grønne Pigespejdere er en forholdsvis lille gruppe, der i øjeblikket ud over de fire smutter består af to lidt ældre spejdere og en ledergruppe. For Bitten Vad la Cour er det ikke et mål i sig selv at blive meget større:
”Pigerne kan godt li´ nærheden og synes ikke, at vi skal være for mange. De kan godt li´ at der er plads til at blive set og hørt.”
Det er Gitte Silze-Andersen enig i. Hun har selv været ”en af de små” og oplevede det hyggelige i at have lillesøster-status i, hvad der kunne minde om én stor familie.
”Min storesøster var i forvejen med, og jeg kan huske, at det var virkelig hyggeligt.”
Et frirum for pigerne
De to søstre Gitte og Pia Silze-Andersen er nu ledere sammen med Bitten Vad la Cour, som selv har været spejder det meste af livet.
Allerede da hun flyttede til Brabrand i 2003, havde hun taget kontakt til de lokale pigespejdere for at høre, om de kunne bruge en spejderleder. Også dengang var De Grønne Pigespejdere i Brabrand en forholdsvis lille gruppe.
”Det går lidt op og ned, men som regel er der en 5-6 smuttere og spejdere. Men jeg oplever, at der stadig er en interesse for det her pigefællesskab. Det giver pigerne et frirum, hvor de får plads og rum til at prøve det hele,” siger hun.
De Grønne Pigespejdere kunne i 2019 fejre 100 års jubilæum, og målet med det hele var dengang som nu at tilbyde aktiviteter, der får hver enkelt pige til at turde mere uden at være bange for at lave fejl.
For tiden er smutterne i gang med at tage handy girl-mærket, hvor de undervejs lærer mange forskellige praktiske ting, for eksempel hvordan man bygger sin egen stol til at sidde på rundt om bålet, og hvordan man får forskellige former for snavs af tøjet.
Hvis du har lyst til at prøve at være en del af De Grønne Pigespejdere i Brabrand, kan du møde op i Rønnebo, Nordentoftsvej 7, på torsdag d. 22. april kl. 16.00-18.00.