I fredags skabte stormen Otto ravage mange steder i Brabrand. Der meldes dog ikke om store skader. I Gellerup gav flyvende plader og byggemateriale problemer, og Østjyllands Brandvæsen blev tilkaldt for at deltage i oprydningen.
Fra byggepladsen ved Gudrunsvej fløj køreplader ud på Tinesvej, og beboere fortæller, at en plade blæste ud på vejen lige foran en bus. Klunser Allan Fisker, Gudrunsvej, oplevede situationen som farlig for blandt andre cyklister og knallert-kørere.
”Jeg trak pladerne ind til siden, mere havde jeg ikke kræfter til. På den anden side af samme blok syv fløj pladerne også rundt, og vejskiltene var væltet. Byggematerialer, der ikke var sikret, og kæmpe alu-skilte røg ud mellem biler på Tinesvej,” fortæller han.
Efterfølgende alarmerede han brandvæsenet, der kom forbi og var med til at rydde op på og omkring Tinesvej og Trille Lucassens Gade.
Tidligere på dagen havde den være gal omkring boligblokken på Gudrunsvej, hvor han bor. Her er en virksomhed i gang med at etablere forhaver og parkeringspladser.
”Dagen før advarede jeg en af medarbejderne om stormen, med en opfordring til at de sikrede området. Men håndværkerne havde bare travlt med at komme hjem uden at sikre materialerne,” fortæller Allan Fisker.
Det betød, at pladerne, som beboerne går på, blev flyttet rundt af vinden, og parkeringsskilte med store tunge klodser endte ude på vejen. Det lykkedes ham dog med brug af alle kræfter at få fjernet dem fra kørebanen.