Mange medlemmer og flertallet i bestyrelsen for Brabrand IF Tennis var i løbet af vinteren begyndt at glæde sig til en ny udendørs padelbane i Brabrand Bakker. Men støjproblemer omkring en tilsvarende bane i Højbjerg har fået bestyrelsen til at trække i bremsen.
En arbejdsgruppe i Brabrand IF Tennis håbede i vinter på, at en ny udendørs padelbane kunne være klar til at spille på inden sommerferien.
Men det har skabt bekymring, at tennisklubben i Højbjerg er havnet i en svær situation: Naboer til en tre år gammel udendørs padelbane har i en længere periode klaget over støj fra banen, og Aarhus Kommune har derfor insisteret på, at der etableres en støjskærm hele vejen rundt om banen.
Men ingen ved endnu, om den nye støjskærm vil løse problemerne.
”I Brabrand Tennis ønsker vi helt klart ikke at havne i en tilsvarende situation. Det er meget vigtigt for os, at vi, inden vi begynder at opføre en padelbane, ved om vi kan overholde kommunens støjkrav,” siger formand for Brabrand IF Tennis, René Boesen.
I slutningen af 2023 vedtog de fremmødte medlemmer på en ekstraordinær generalforsamling at nedlægge en af klubbens syv tennisbaner på anlægget i Brabrand Bakker for i stedet at opføre en padelbane på arealet. Samtidig blev det besluttet at anvende 200.000 kr. af den opsparede kapital til projektet.
Også Aarhus Kommune har lovet at støtte projektet med halvdelen af etableringsomkostningerne. Men efter forløbet i Højbjerg vil bestyrelsen have fuld klarhed over, om man kan leve op til støjkravene, før man går i gang.
”Det er bestyrelsens klare holdning, at vi ikke vil ofre en god tennisbane og bruge klubbens penge på et projekt, vi ikke ved, hvor ender,” siger René Boesen.
I første omgang har Brabrand IF Tennis bedt et uvildigt ingeniørfirma om en støjmåling – eller rettere sagt en vurdering af den forventede støj fra banen, baseret på erfaringerne andre steder fra og suppleret med viden om det konkrete sted, banen tænkes anlagt.
”Analysen viser, at huse på den anden side af Stenbækvej vil kunne opleve støjgener. Vi indsender nu materialet til Aarhus Kommune sammen med vores ansøgning om at få lov til at opføre og bruge banen. Så forventer vi, at kommunen grundigt vil gennemgå materialet og meddele os, hvilke krav til støjdæmpning der så vil være.”
”Vi forventer en klar og tydelig dialog med kommunen”
Det har vist sig, at støjen fra en udendørs padelbane er anderledes og for nogle mennesker mere generende end de lyde, der kommer fra aktiviteterne på en tennisbane.
Fordi padelbanen er indrammet af vægge, kan støjen blive kastet rundt og blive sendt i uventede retninger. Og samtidig er padel af natur en mere støjende sport: Spillerne kommunikerer mere højlydt, og der er ligeledes kraftigere lyde fra bold mod bat.
René Boesen understreger, at tennisafdelingen med analysen har forsøgt at tegne det mest sandsynlige billede af det forventede støjniveau. Håbet er, at tennisafdelingen ikke efterfølgende rammes af uventede klager og forbud.
”Jeg skal ikke blande mig i kommunens arbejdsproces, men vi forventer en klar og tydelig dialog med Aarhus Kommune om, hvilke krav vi skal leve op til. Vi vil være helt sikre på, hvilke krav vi kan risikere at møde. Vores økonomi vil ikke kunne bære et pludseligt yderligere krav om støjdæmpning,” siger formanden.
Brabrand IF Tennis er lige nu ved at samle ansøgningsmaterialet, der skal indsendes til Aarhus Kommune. Hvornår der foreligger en afgørelse, vides endnu ikke.