
Samfundet kan gøre mere for at støtte forældre, ægtefæller og børn til mennesker, som har været i krig. Det mener pårørende-gruppen på Veteranhjem Midtjylland på Edwin Rahrs Vej. Forleden kom forsvarsminister Troels Lund Poulsen på besøg på veteranhjemmet for at høre om deres erfaringer.
Heldigvis har de danske politikere nu fundet ud af, hvordan de kan hjælpe veteranerne, som har været udsendt i krig for Danmark. Nu er tiden kommet til at hjælpe og støtte de pårørende.
Det var kernen i en henvendelse til forsvarsminister Troels Lund Poulsen fra pårørende-gruppen på Veteranhjem Midtjylland i Brabrand.
Og ministeren lyttede og besøgte i fredags veteranhjemmet i en time, hvor der både var tid til at mødes med mødre og ægtefæller til østjyske veteraner og mulighed for at få en rundvisning på veteranhjemmet på Edwin Rahrs Vej.
“Det kom en invitation fra veteranhjemmet her i Aarhus, at man gerne ville ha´ besøg af mig for at fortælle om stedet og med mulighed for at bibringe mig tanker om, hvordan vores veteranpolitik fungerer,” sagde Troels Lund Poulsen i et kort interview som afslutning på besøget.
Hvad tager du med dig fra besøget på Veteranhjem Midtjylland?
“Først og fremmest har jeg oplevet et kæmpestort engagement, som jeg er glad for. Mange pårørende her yder en ekstraordinært stor indsats,” svarede Troels Lund Poulsen.
“Og så har vi haft en diskussion om, hvordan man kan forbedre indsatsen – både for de pårørende og deres børn. Jeg tror, der stadig er en del, vi kan gøre for at indsatsen kan blive endnu bedre, end den er i dag.”
Hvad tænker du, der kan gøres yderligere?
“Det skal vi have en nærmere diskussion om. Jeg har bedt om, at vi kan fortsætte dialogen om, hvad vi kan gøre for ikke mindst vores børn, som jo på mange måder er prisgivet, når deres far eller mor som veteran måske har svært ved at forstå, hvad der foregår i familien,” svarede Troels Lund Poulsen, inden han satte sig ind i ministerbilen.
Brug for luft når det hele spidser til
Tilbage i veteranhjemmets opholdsstue sad en lille gruppe kvinder og fortalte om pårørendegruppen, der har eksisteret siden efteråret 2023.
“Det vigtigste er egentlig at kunne støtte op om hinanden som pårørende. Bare det at komme en tur herud og få en kop kaffe eller et eller andet betyder rigtig meget. Bare lige at lægge det derhjemme lidt til side,” fortalte en af kvinderne omkring sofabordet.
“Ja, for os handler det meget om, at man møder nogen, som kan genkende den hverdag, man har derhjemme. At de problematikker, man oplever i dagligdagen, faktisk er normalt i en veteran-familie. Det er så vigtigt, at andre kan genkende det, man oplever. Det gør bare meget, at man ikke føler sig helt alene,” tilføjede en anden.
“Og så har man bare lige brug for at få luft en gang imellem, når det hele spidser til.”
Snakken gik om oplevelser, der typisk knytter sig til, at ægtefællen som følge af oplevelserne i et af verdens brændpunkter har udviklet ptsd eller andre psykiske udfordringer.
Undersøgelser viser, at for hver soldat eller udsendt bliver i gennemsnit mindst 8 pårørende direkte påvirket af soldatens udsendelse til krigsområder. Derfor kan ganske mange pårørende have brug for støtte og hjælp.
Kvinderne i pårørende-gruppen indrømmede, at det også har betydning at få mulighed for at tale om, hvordan man selv har det – at det undtagelsesvis ikke handler om veteranen derhjemme.
“Ja, det er nok i virkeligheden det vigtigste. Vi har allesammen brug for et helle, hvor det ikke handler om andre end én selv.”
Pårørendegruppen på Veteranhjem Midtjylland er åben for alle pårørende, som ønsker at deltage. Kontakt leder af Veteranhjem Midtjylland, Tanja Dahl Therkildsen, på email tanja.vhm@veteranhjem.dk, hvis du ønsker at høre mere om gruppen.
Læs også: