
Foreningen Sol over Brabrand er på vej til at tage de næste skridt mod at etablere et energifællesskab i Brabrand. I samarbejde med blandt andre Aarhus Kommune, batteri-virksomheden Visblue og lokale aktører arbejder foreningen på en ansøgning til Energistyrelsen.
“Den grønne omstilling må ikke ende med at være et projekt, der er styret oppefra. Forandringerne skal også komme fra mennesker, der bor dør om dør og tager ansvar sammen. Når borgere, virksomheder og kommunen trækker i samme retning, sker der virkelig noget.”
Det sagde den tidligere udenrigsminister og finansminister – nu administrerende direktør for Green Power Denmark – Kristian Jensen, forleden, da han gav Green Power Prisen til Energifællesskab Avedøre.
Her har borgere, boligforeninger, det lokale gymnasium, lokale virksomheder og Hvidovre Kommune fundet sammen om at sikre en lokal og bæredygtig energiforsyning med vedvarende energi i centrum.
Brabrand kan blive det næste sted, hvor lokale aktører går sammen om at skabe et energifællesskab, hvor virksomheder, borgere og andre lokale aktører via solceller producerer og forbruger grøn strøm og sælger overskudsstrøm i lokalområdet.
Sol over Brabrand er allerede godt i gang. Gennem 2025 samarbejder foreningen med teknologiselskabet Enyday om et pilotprojekt, hvor et lille antal medlemmer samkører data for elforbrug og produktion af solcellestrøm.
Formålet er at afdække potentialet for økonomiske besparelser og CO2-reduktioner ved at producere grøn strøm lokalt.
Lokalt er Sol over Brabrand blandt andet i tæt samspil med bestyrelsen for Brabrandhallens Hal 2, der overvejer at få etableret solceller på hallens tag/gavl.
Søger opbakning fra lokale borgere
Men nu er foreningen klar til at tage de næste skridt. Alle sejl er nu sat til for at få en ansøgning klar til Energistyrelsens pulje, der yder økonomisk støtte til større forsøgsprojekter, der skal lede frem mod et energifællesskab.
Ansøgningen forberedes i et tæt samarbejde med Aarhus Kommune, og desuden har en række mulige partnere allerede givet tilsagn om at støtte projektet. Det gælder blandt andet den lokale batteri-virksomhed Visblue.
Desuden håber bestyrelsen for Sol over Brabrand, at flere borgere i lokalområdet har lyst til at bakke foreningens arbejde op med en støtteerklæring til arbejdet på at øge produktionen af grøn energi i lokalområdet.
“Vi har nu arbejdet i halvandet år i Sol over Brabrand, og på baggrund af samarbejdet med Aarhus Kommune og Enyday er vi nu virkelig klar til at tage næste skridt, med involvering af endnu flere lokale og dermed søge støtte fra Energistyrelsen. Jeg håber på virkelig stor opbakning fra lokalområdet,” siger foreningens formand, Carsten Drasbæk.
Professionel projektledelse
Målet med den økonomiske støtte er i 2026 at kunne etablere et pilotprojekt, der for første gang i mindre skala afprøver, hvordan et energifællesskab kan fungere i Brabrand.
Centralt i projektet vil være, at der via solceller produceres betydelige mængder grøn strøm hos en række lokale aktører. En stor del af strømmen vil naturligvis blive forbrugt direkte hos producenten eller lagret i et lokalt batteri – men desuden vil den grønne overskudsstrøm kunne forbruges af andre aktører i lokalområdet.
Sol over Brabrand søger derfor også aktører, som ikke selv har solceller på taget, men som i fremtiden vil være interesseret i at aftage grøn strøm fra energifællesskabet.
Det kommende projekt vil få professionel projektledelse og vil inddrage den mest opdaterede viden om de tekniske, juridiske og økonomiske aspekter af lokal udveksling af grøn strøm.

Energifællesskabet giver yderligere mening, hvis det kan lykkes at samle enheder med forskellige forbrugsmønstre – for eksempel boliger, institutioner og virksomheder.
Det kommende pilotprojekt vil vise vejen frem mod etablering af et egentligt energifællesskab.
“Vi vil gerne bidrage lokalt”
Energifællesskab Avedøre er som det første og største lokale energifællesskab herhjemme lige nu et skridt foran Brabrand. Det er siden 2021 opbygget af lokale kræfter, da Danmarks implementering af et EU-direktiv om borgerenergifællesskaber åbnede for muligheden.
Formand Tina Cartey Hansen fortæller om projektet i Dagbladet Informations artikel om projektet:
“Grundtanken er, at vi gerne vil bidrage lokalt og i fællesskab til den grønne omstilling. Jeg tror, danskerne generelt gerne vil bidrage, men synes, det kan være lidt svært at finde på andet end at købe en elbil og spise lidt mindre kød. Her er så muligheden for lokalt at producere og dele grøn strøm i et lille kredsløb.”
Målet er, at energifællesskabet i Brabrand om få år kan bidrage med endnu flere erfaringer.
Som nævnt søger foreningen Sol over Brabrand opbakning fra lokale borgere som en del af ansøgningen til Energistyrelsen. Send en mail til formand Carsten Drasbæk på carstend@mail.dk, hvis du vil skrive under på en støtteerklæring til projektet. Støtten er helt uforpligtende.
Læs også:
Sol over Brabrand: Ny forening skal etablere lokalt energifællesskab
