Sol over Brabrand er navnet på en nystiftet forening, der har til formål at skabe et energifællesskab, hvor familier, virksomheder og offentlige institutioner køber og sælger grøn strøm til hinanden – produceret via solceller på de mange flade tage i lokalområdet.
Cirka 30 interesserede deltagere mødte op i Brabrands kulturhus Gasværket, da en arbejdsgruppe forleden inviterede til stiftende generalforsamling i foreningen Sol over Brabrand.
”Vi vil gøre Brabrand selvforsynende med vedvarende energi via solceller på tagene i lokalområdet. Der er mange forskellige måder at gøre det på. Vi skal finde frem til Brabrand-måden. Det kan sagtens ende med flere forskellige løsninger, afhængig af hvad behovet er,” sagde Carsten Drasbæk, som har været en del af den arbejdsgruppe, som havde gjort det forberedende arbejde.
Han fortalte om visionen for det kommende arbejde: Foreningens arbejde skal lede frem til etablering af et energifællesskab i Brabrand:
”Vi skal have produceret noget mere strøm fra solceller på nogle af de mange flade tage. Der er et stort potentiale, som vi håber at kunne udnytte bedre i løbet af de kommende år,” sagde Carsten Drasbæk.
Han nævnte Brabrandhallerne som et eksempel. Via et beregningsværktøj udviklet af Aarhus Kommune har arbejdsgruppen beregnet, at de to haller samlet kan producere cirka 323.000 kWh grøn strøm årligt. Det svarer til, hvad 65 familier med et gennemsnitligt forbrug årligt bruger.
”Nu vil vi gerne samle alle gode kræfter i arbejdet, og det er blandt andet derfor, vi stifter denne forening. Ud over bestyrelsen vil der blive nogle arbejdsgrupper, som man kan deltage i efter lyst og interesse. De skal kigge på prisstruktur, afregningspriser, net-tilslutning, teknisk set up og de mange andre komplekse spørgsmål, vi skal have fundet svar på,” sagde han.
Brabrand som forsøgsområde
På mødet bidrog også Johanne Nygaard fra afdelingen Innovation, Kreativitet og Teknologi, IKT, i Aarhus Kommune. Hun er projektleder på det kommende EU-projekt BIPED, hvor teknologi- og energi-eksperter i løbet af de kommende tre år skal udvikle digitale løsninger, der kan hjælpe Europas byer med at udvikle intelligente og co2-neutrale energi-systemer. Her er Brabrand udvalgt som forsøgsområde.
Johanne Nygaard er projektleder på BIPED-projektet, og via video fortalte hun om projektet, der går i gang her i foråret.
”Det er vildt spændende, at vores lokalområde er udpeget til at skulle være med til at udvikle nye løsninger for, hvordan vi kan producere energien hvor og hvornår den skal bruges,” kommenterede Carsten Drasbæk.
På mødet var der også oplæg fra den nyvalgte formand for Energifællesskaber Danmark, Morten Vestergaard. Han ønskede Brabrand tillykke med at have fået en forening, der nu kan være med til at skabe nye fællesskabsbaserede grønne energiløsninger.
Morten Vestergaard fortalte blandt andet om to af de projekter, hvor man i Danmark er længst fremme i arbejdet: I Avedøre ved København har man allerede etableret en model, hvor virksomheder, organisationer og private familier producerer og forbruger lokal grøn strøm.
Også i Tversted i Vendsyssel er man i gang med at skabe en sådan fællesskabsbaseret løsning.
”Det er jo noget helt andet, hvis initiativet starter i et forsamlingshus. Så tager man afsæt i de behov, der er lokalt og kan så etablere et energifællesskab, der kan træffe de nødvendige aftaler med andre aktører,” sagde han.
Behov for ændringer i tariffer
Der var undervejs blandt andet en del snak om tarifferne for at kunne benytte det nuværende elnet til at transportere strømmen lokalt fra producent til forbruger. Som reglerne er nu, koster det en fast høj pris, der er uafhængig af de afstande, strømmen transporteres over.
”Man skal jo ikke betale den høje transport-omkostning, selvom man sælger strøm til naboen. Det er en af de uenigheder, som vi med EU i ryggen ønsker, at den danske stat forholder sig til,” forklarede Morten Vestergaard.
Ændrede regler og tariffer for brug af elnettet er et af de centrale elementer i, at et lokalt baseret energifællesskab kan blive til glæde for både producenter og aftagere af grøn strøm.
Den nye forening, Sol over Brabrand, får et årskontingent på 100,-. Alle interesserede i projektet kan blive medlemmer og på den måde støtte arbejdet frem mod et kommende energifællesskab.
Bestyrelsen for Sol over Brabrand kom til at bestå af Dorte Buus Jensen, Jens Rodevad, Carsten Drasbæk, Henrik Rude og Peter From Jacobsen. Suppleanter blev Christian Frier Hvejsel og Kai Thor Hansen. Revisor blev Anders Hjortshøj.
Du kan få kontakt til foreningen og evt. melde dig ind ved at kontakte Carsten Drasbæk på emailen carstend@mail.dk
Artiklens forfatter, Peter From, er en del af Sol over Brabrand-projektet og sidder blandt andet i den nyvalgte bestyrelse.
Læs også:
Energifællesskab vil gøre Brabrand selvforsynende med solcellestrøm