Musik en vigtig del af dagligdagen for de yngste elever på Tovshøjskolen. Et tæt samarbejde med Aarhus Musikskole gør det muligt at tilbyde ekstra musikundervisning til alle. Musikken lærer børnene at lytte til hinanden og arbejde sammen.
Eleverne i 1. klasse sidder klar med celloen foran sig og kigger opmærksomt over på underviseren. Forældre og søskende fylder den lille aula til sidste plads.
Det er ”Venstay”-koncert på Tovshøjskolen. En tilbagevendende begivenhed, hvor eleverne viser, hvad de kan, med familien og andre elever på skolen som tilhørere.
Allerede fra 0. klasse bliver børnene på skolen introduceret ekstraordinært til sang og musik via MusikUnik. Og fra 1. klasse spiller alle strygeinstrumenter som en del af dette samarbejde med Aarhus Musikskole.
MusikUnik startede som et projekt, der nu er blevet en integreret del af dagligdagen på skolen, hvilket betyder at musikken fylder langt mere på Tovshøjskolen end på de fleste andre folkeskoler.
Indtil 4. klasse har eleverne ekstra obligatoriske musiktimer, hvor undervisere fra Aarhus Musikskole står for undervisningen. Fra 5. klasse og op er den ekstra musikundervisning frivillig. Her deltager de elever, som er blevet så glade for musikken, at de ønsker at blive endnu dygtigere.
Et tilbud til alle børn
For Tovshøjskolen betyder MusikUnik, at alle elever nu får mulighed for et liv med musik.
”Vi er så heldige at have fået nogle dygtige undervisere med særlige musikpædagogiske kompetencer ind på skolen, hvilket betyder, at alle eleverne får mulighed for at dygtiggøre sig på et instrument, så de kan deltage i et musikalsk fællesskab,” forklarer pædagogisk leder på Tovshøjskolen, Thomas Trønning.
For Aarhus Musikskole betyder samarbejdet med skolen, at man får mulighed for at tilbyde musik til en masse børn, som eller aldrig ville finde vej ind til musikskolens lokaler i midtbyen, forklarer underviser Signe Thorborg, Aarhus Musikskole.
Det kræver typisk en særlig forældre-indsats at hjælpe børn i gang med at spille musik. Og for en typisk familie i en boligblok i Toveshøj er der langt ind til Aarhus Musikskoles lokaler i midtbyen.
Musik kommer ind som noget naturligt
I den seneste udvikling af MusikUnik starter musik-tilbuddet nu allerede i vuggestuen og børnehaven.
”Det betyder, at vi får nogle børn ind på skolen, som i forhold til musik er meget mere læringsparate end normalt. De er så at sige opdraget til, at musik er en del af deres hverdag, så de stiller sig ikke spørgende over for musikundervisning, sådan som andre børn kan finde på,” forklarer Signe Thorborg.
Når børnene kommer på Tovshøjskolen, er det derfor naturligt for dem at synge, bruge deres krop og at være i det rundkreds-fællesskab, der er en naturlig del af MusikUnik. Og så er de gode til at synge. De synger rent, kender mange sange og har en god grundrytmik.
”Ved at starte så tidligt, møder man dem der, hvor det stadig er naturligt for dem at synge. Hvis man ikke dyrker det, bliver det ofte noget uvant og utrygt. Det er lidt ligesom at tegne: Hvis du stopper med at tegne, stopper din udvikling også, og du mister interessen for det”, siger hun.
Musik er en øvelse i at arbejde sammen
Thomas Trønning kan mærke en klar forskel fra de yngste klasser, hvor sang og musik har været en naturlig del af hverdagen, til de ældste klasser, der ikke har været en del af MusikUnik.
”Vi oplever generelt, at børn og unge har sværere og sværere ved at være en del af et musikalsk fællesskab. Hvis vi skal starte dagen med en fællessang, er det ofte helt pinligt, at ingen kan de sange og melodier, vi skal synge. Vores stemmer lyder ikke rigtigt. Som befolkning er vi ved at være utrænede i at synge”, siger Thomas Trønning.
Han nævner et eksempel fra årets dimission for eleverne i 9. klasse. Det var umuligt for dem at blive enige om en sang, de kunne synge, så de inviterede børnene fra 3. klasse til at komme og synge for på ”Jeg ved en lærkerede”.
Han understreger i øvrigt, at MusikUnik ikke kun handler om musikken i sig selv. Det at deltage i sammenspil giver en god øvelse i, hvad det vil sige at arbejde sammen. Eleverne må vente, til det bliver deres tur. Man må lytte til de andre og finde sammen i en velfungerende helhed. Hvis man ikke gør det, kan man hurtigt mærke, at resultatet ikke er helt, som det skal være.
Fra projekt til en del af skolens virke
Thomas Trønning understreger, at MusikUnik ikke længere er et projekt, men i de sidste tre år har været en integreret del af skolens drift.
”Vi bor jo i et område med mange projekter, der typisk er tidsbegrænsede. Men MusikUnik fortsætter vi med, så længe det giver mening”.
Han forklarer, at der er en forskel i mindset, om det er en del af driften eller endnu et projekt. I et projekt er man ofte mest optaget af de kortsigtede projektmål, mens driften giver ro til at udvikle langsigtet.
Han glæder sig over, at Tovshøjskolen, Aarhus Musikskole og Læring og Udvikling (der er en del af Aarhus Kommunes Børn og Unge-magistrat) fortsætter samarbejdet ved I fællesskab at deles om udgifterne.
Inspiration fra Venezuela
MusikUnik er udviklet af Aarhus Musikskole med stor inspiration fra Venezuelas hovedstad, Caracas, hvor metoden El Sistema i årevis har været anvendt til at hjælpe børn i de fattigste områder i hovedstaden ud af deres dårlige sociale kår og bane en ny vej frem i livet via musik.
Musikskolen fik sammen med Tovshøjskolen i 2011 penge i Socialministeriet til projektet, der løb frem til 2013. Nu er MusikUnik blevet en velbeskrevet metode, musikskolen har som afsæt for et fortsat samarbejde med Tovshøjskolen, men også med andre folkeskoler i Aarhus-området.
Obligatorisk i de små klasser – frivilligt blandt de ældre
MusikUnik er en obligatorisk del af skoledagen fra 0. til og med 4. klasse. I 0. klasse synger børnene sammen, og i 1. klasse bliver de introduceret for enten violin eller cello.
De får alle taget mål til den helt rigtige størrelse, og de får så udleveret et strygeinstrument, som er deres, så længe de går i de yngste klasser. I løbet af 2. klasse får de tilbud om at låne instrumentet med hjem, hvis forældrene siger ja til det.
Fra 3. klasse får eleverne mulighed for at vælge musikundervisning til som ekstra timer ved siden af den obligatoriske MusikUnik-undervisning. Fra 5. klasse er der ikke længere obligatorisk musikundervisning under MusikUnik. Men tilbuddet fortsætter som en valgfri mulighed.
”Vi vil på den måde også gøde jorden for elevernes interesse for fritids- og foreningslivet i det hele taget. De har nu nogle færdigheder, der gør, at de kan indgå positivt i forskellige former for fællesskab. Det er ikke nødvendigvis færdigheder, de har med sig hjemmefra” siger Thomas Trønning.
Plads til både bredden og eliten
På skolen er man bevidst om, at kun en mindre del af eleverne vil vælge musikundervisningen, når den bliver frivillig.
Uanset om de går videre med musikken har de fået en masse med sig: De har lært at synge, og de har lært en masse forskellige sange og musiknumre at kende. Og de har en idé om, hvad der skal til for at blive endnu bedre inden for musikken.
”At vælge musikken til eller fra er et ret forpligtende valg. Men de har gjort sig nok erfaringer til, at de kan træffe et aktivt valg. Hvis de går videre, skal de trods alt bruge en del fritid på det.”
Han ser den udskillelse som en naturlig udvikling, og peger på det som et godt eksempel på, at man både kan favne bredden og eliten.