Midt i det kommende byudviklingsområde omkring det lukkede Brabrand Mejeri ligger Værkstedet Rørdrumvej. Et rummeligt sted for mennesker med sociale eller psykiske udfordringer, som har brug for et sted at genstarte tilværelsen – og blive en del af et fællesskab.
Søren er 38 år, og har en fortid med misbrug og kriminalitet. Inden han blev henvist til Værkstedet, var han kommet ud af sit misbrug, men var fortsat depressiv og led af så meget social fobi, at han isolerede sig helt.
Han måtte for eksempel vente til lige inden lukketid om aftenen med at købe ind, for at møde så få mennesker som muligt.
”Da jeg var yngre, der var jeg ikke sikker på, at jeg blev ret gammel – og jeg tror heller ikke jeg havde lyst til det. Der har været en del selvmordstanker igennem tiden, men det er pakket væk nu.”
Det siger ”Søren”, som i virkeligheden hedder noget andet. Han er en af de faste brugere af Værkstedet Rørdrumvej. Aarhus Kommunes beskyttede beskæftigelsestilbud med socialpsykiatrisk støtte og fællesskab.
For enden af Rørdrumvej i det mangfoldige kvarter øst for det tidligere Brabrand Mejeri ligger Værkstedet lidt gemt væk – men for de i øjeblikket 32 faste brugere er stedet et fast holdepunkt i en tilværelse, der ligesom Sørens har budt på mange gråvejrsdage.
”Vi kan jo alle sammen blive ramt.”
Det ved Vibeke Hulemose, daglig leder af Værkstedet Rørdrumvej bedre end nogen. Hun har gennem årene set mange mennesker med sociale og psykiske udfordringer komme ind ad døren – og nogle uger, måneder eller år efter være i stand til at komme videre i tilværelsen ved egen kraft.
De 32 borgere, som er indskrevet på Værkstedet, er en skønsom blanding af førtidspensionister og folk på alle forskellige ydelser eller i gang med ressourceforløb. De bakser alle med livet og er på vej gennem en periode med depression eller andre former for psykisk sårbarhed.
For de fleste kan arbejdsmarkedet virke langt væk, men på Værkstedet er der brug for dem, og de får et nyt holdepunkt i tilværelsen.
”Her siger vi, at alle kan bidrage med noget. Måske kan de endnu ikke stå for en aktivitet, men måske kan de være samlingspunkt i vores fællesrum og være med til at få snakken til at flyde,” siger Vibeke Hulemose.
Fagligheden er det levede liv
Inge Wie ved, hvad det vil sige. Hun har selv været nede med depression, men har taget en såkaldt peer-uddannelse og er nu støtteperson for Værkstedets faste brugere.
”Jeg kan forhåbentlig være med til at vise, at der er håb om at komme om på den anden side. Fordi jeg selv har været igennem en svær tid med depression, kan jeg forhåbentlig være en støtte i hverdagen,” siger hun, og Vibeke Hulemose supplerer:
”Din faglighed er det levede liv. Nogle gange kan du mærke, at en borger ikke har det godt, før vi andre gør det. I er medarbejdere på lige fod med alle andre, men det er en stor styrke af have jeres kompetencer i huset.”
Løser opgaver for virksomheder, iværksættere og kunstnere
Værkstedet løser en mangfoldighed af opgaver. Her kan du komme og få repareret din cykel, og autoværkstedet tager sig af de mest almindelige bil-reparationer. Værkstedet løser også træ- og montageopgaver og sæsonopgaver som eksempelvis vedligehold af grønne områder.
Der samarbejdes med eksterne virksomheder, institutioner, små iværksættere og kunstnere om særlige opgaver. I løbet af sommeren har Skanderborg Festival for eksempel fået produceret nogle op mod to meter høje bogstaver i træ.
Værkstedet har også løst sjove opgaver for iværksættere og kunstnere. For eksempel ville en designer på Sydhavnen lave lysestager af brugte vvs-ting og kunne afprøve produktionen på Rørdrumvej. En anden gang havde en billedkunstner brug for at få lavet 300 fuglehuse til en udstilling på Randers Kunstmuseum.
Vil være en aktiv medspiller i lokalområdet
Værkstedet Rørdrumvej ligger lige midt i det meget blandede erhvervsområde nær Brabrand Mejeri, hvor byudviklingsvirksomheden Domis i de kommende år ønsker at udvikle en ny bydel.
Det er et mangfoldigt og lidt spraglet område, der rummer mage forskellige erhverv blandet med forskellige trossamfund og en del andre aktører. Og Vibeke Hulemose håber, at Værkstedet også fremover kan spille en rolle i bydelen.
Hun ønsker, at Værkstedet kan åbne sig endnu mere for både mennesker, som i forvejen færdes i området og folk som har lyst til at lære stedet at kende, og som måske vil bidrage med frivillige kræfter.
”Vi vil gerne være en aktiv medspiller i det her lokalområde. Alle kan jo i forvejen komme og få lavet en bil eller en cykel eller få lavet specialting på træværksted. Vi håber, at nogle får lyst til at fortsætte med at komme her, og måske vil levere nogle timer her som frivillig,” siger hun.
Hun tilføjer, at Værkstedet er på vej til at få køkkenet godkendt, så det er muligt at levere mad ud af huset. Man overvejer også at drive en café, hvor alle vil være velkomne til at kigge forbi.
”Og efter kl. 16 står de her lokaler jo tomme. Måske kunne vi have åbne værksteder om aftenen. Det er sådan nogle tanker, vi går og pusler med,” siger hun.
Fællesskabet en vigtig faktor
Værkstedet har eksisteret siden 2000, hvor man etablerede auto- og cykelværksted. I 2016 blev der mulighed for at samle flere forskellige aktiviteter på Rørdrumvej. Værkstedets er et tilbud i Magistraten for Sociale forhold og beskæftigelse, i Aarhus Kommune.
Nogle kommer for at få afprøvet hvor mange ressourcer de har at tilbyde arbejdsmarkedet. Andre har i lang tid siddet hjemme i lejlighed, og her kan Værkstedet være den første trædesten til at bevæge sig mere ud i samfundet – præcis som ”Søren” øverst i artiklen.
”For nogle handler det om at blive set og anerkendt, mens andre først og fremmest har brug for et ordentligt måltid mad. Og de fleste af de her mennesker finder så ud af, at de faktisk kan noget. Her er fællesskabet en vigtig faktor,” siger Vibeke Hulemose.
”Det er rigtig svært, når man går ned med flaget. Psykisk sårbarhed vender op og ned på selvværdet – for hvad er man så? Man skal nå frem til den selverkendelse, at man er sgu go´ nok.”
På Værkstedet er der også mulighed for at tjene penge ved for eksempel at løse forskellige opgaver. Timelønnen er 30 kr.
”Nogle siger nej tak til pengene – så er der ingen forventninger, de skal leve op til. For andre er timelønnen et bevis på, at indsatsen er værdsat.”
Her bliver man ikke presset til at skulle præstere noget bestemt på aftalte tidspunkter. Ingen spørger til, hvorfor man først dukker op kl. 9.30. I stedet lyder der et ”Hvor er det godt at se dig – det var godt du kom!”
Hvis man ikke dukker op på Værkstedet som aftalt, får man en sms – for lige at høre hvordan det går. På den måde har man kontakt til alle de 32 visiterede.
”Jeg tror, at vi er med til at forhindre nogle indlæggelser. Når vi ser, at nogle opfører sig anderledes, end de plejer, kan vi forhåbentlig være med til at sætte noget i gang i tide,” siger Vibeke Hulemose – og Inge Wie tilføjer:
”Jeg synes, vi er gode til at hjælpe folk i den rigtige retning, når livet er uoverskueligt for dem. Måske kan en enkelt telefon-opringning gøre, at det hele bliver lidt nemmere.”
”Håbet er nok det største”
Hun fortæller, at man på Værkstedet et år hjalp en gruppe af de faste brugere med at skabe rammer, så de kunne holde jul sammen.
Året efter ville de gerne holde jul i Værkstedet, og så fik de en nøgle til lokalerne – og så kunne de selv klare resten. Vibeke Hulemose ser det som et eksempel på, at mange vokser, når de lige får en hjælpende hånd til at komme i gang.
Det betyder også, at de får større overskud til at vise omsorg for hinanden og for eksempel holde telefonisk kontakt.
“Søren” som du mødte i starten af artiklen udtrykker Værkstedets mål med det hele på denne måde:
”Håbet, det er nok det største. I starten herude havde jeg jo ikke rigtig noget håb – der tænkte jeg at mit liv snart var slut jo…..det var måske bare for at få lidt kontakt, at jeg startede. Men nu håber jeg at få et fleksjob – eller måske et fuldtidsjob… hvem ved…”