Torsdag var det et år siden, hele landet blev lukket ned på grund af corona-smitten. Det blev blandt andet markeret på en stikvej til J.P. Larsens Vej, hvor naboerne hver eneste torsdag siden den første nedlukning har mødtes og sunget en sang sammen.
Selvom regnen dryppede vedholdende, blev der også denne torsdag sunget på vendepladsen ved J.P. Larsens Vej 18-32. Da en af naboerne, Inger Søllingvraa, fyldte år, var fødselsdagssangen naturligvis på programmet.
Det blev ”den med instrumenterne”, og alle gav den fuld gas med trommer, guitarer og blæseinstrumenter – måske også lidt for at markere, at dagen var lidt af en milepæl: Et helt år uden at kunne mødes som man plejer – men så med fællessangen til at markere, at man var opmærksomme på hinanden og ønskede naboerne det bedste under corona-nedlukningen.
”De første måneder frem til sommerferien mødtes vi faktisk hver dag kl. 17 her på vejen. Senere gik vi over til en gang om ugen,” fortæller Anna Sparre Stilborg, som tog initiativ til fællessangen d. 11. marts sidste år.
De bor alle på en stikvej op mod Hans Broges Bakker og har i forvejen haft et nært nabofællesskab og holdt sommerfest og grillaftener hos hinanden.
Da nedlukningen så kom, opstod idéen om bare lige at mødes udenfor til en sang og en kort snak.
”Det var lidt voldsomt lige pludselig ikke at kunne se nogen mennesker,” tilføjer Inger Søllingvraa. Hun har oplevet det daglige samvær om sangen som en fin erstatning for de mange små samtaler, man ellers normalt har undervejs i løbet af en almindelig hverdag.
”Det var bare lige for, at vi kunne tjekke op på hinanden. ”Hvordan går det ovre ved jer?” ”Hvordan har jeres børn det?” ”Nå, sidder du hjemme og arbejder?” Alt det man ellers normalt lige snakker om i Rema eller et andet sted. Især de første tre måneder var det virkelig dejligt lige at kunne gå herud og mødes kl. fem om eftermiddagen.”
Undervejs opstod også idéen om at hejse flaget for lige at vise, at alt var ok – trods omstændighederne. Det var en trend, der senere hurtigt bredte sig til store dele af Brabrand.
Højskolesangbogen og The Beatles
For nogle var det helt naturligt at deltage i det nye fællesskab på vejen. Andre skulle lige have en opfordring – men det endte med, at stort set alle beboere har deltaget, så tit de kunne. Også beboere, som ellers mest har holdt sig mest for sig selv, har deltaget i torsdagens fællessang.
”Det handler vel om at prøve at starte et fællesskab op og så se, om man kan få folk med på det,” vurderer Anna Sparre Stilborg.
”Ja, tolerancen har været stor – vi har folk her, som endnu aldrig har sunget en tone”, klukker en af naboerne, Carsten Warnich med den humor, der kommer af, at man kender hinanden godt.
De skiftedes til at vælge en sang, som regel fra Højskolesangbogen, men også klassikere af Shubidua, Kim Larsen eller The Beatles. Nogle gange var der akkompagnement fra en mobil anbragt på asfalten midt i mellem dem. Andre gange klarede de sangen uden hjælp.
Nogle gange havde én bagt kage. Andre gange blev grillen tændt, og de spiste en pølse sammen.
”Det har virkelig været hyggeligt. Der er en grund til, at vi er holdt ved et år. Det har været en videreførelse af ånden på vejen og en udvikling af vores venskaber,” siger Anna Sparre Stilborg.
”Budskabet er vel, at man må gøre det, man kan. Også selvom verden er lukket ned, og der er en masse begrænsninger, så skal man huske, hvad man trods alt kan gøre.”