Efter flere års ventetid går den længe planlagte renovering af boligområdet Søvangen i slutningen af året endelig i gang. Arkitekt Knud Blach Petersens velkendte byggeri, der blev opført i midte af 1950´erne, skal blandt andet have nye tage, altaner og vinduer.
Søvangen er landskendt som en smuk parkbebyggelse med en kombination af rækkehuse og blokke – og med en smuk udsigt over Aarhus Ådal.
For eksempel er planløsningerne og altanernes orientering nøje overvejet, så man får den bedst mulige udsigt – uden at generes af eller selv genere naboerne. Nu skal den store bebyggelse renoveres, og Brabrand Boligforening har valgt Nordstern som hovedentreprenør.
Søvangen består i dag af 21 etageblokke med 374 boliger, 20 fritliggende huse og yderligere 50 rækkehuse – i alt 34.000m².
I etageblokkene er der bl.a. 16 små et-værelses lejligheder uden køkken. De værelser nedlægges og tillægges som et ekstra værelse til nabolejlighederne. Der tilføjes desuden tilgængelighedsboliger i rækkehuse og fritliggende huse.
”Vi glæder os til at komme i gang. Beboerne har ventet længe på denne renovering, der har krævet års forberedelse. Mange af vores beboere er nervøse for tiden under renoveringen, men vi stræber efter, at genhusninger, opholdsrum, god kontakt og kommunikation vil være med til at lette tiden, mens det omfattende arbejde står på,” siger administrerende direktør i Brabrand Boligforening, Kristian Würtz.
”Og så skal vi have det gode resultat, som vi kan se frem til, for øje, hvor boligerne fremtidssikres, og det smukke byggeri bevares,” tilføjer han.
Færdigt i 2027
Selvom Søvangen skal gennemgå en større forandring, er der samtidig stort fokus på at bevare det udtryk, de kendte blokke har. Alle tage skiftes, tagrummene efterisoleres, vinduer udskiftes, altaner udskiftes, og der opføres ny isoleret teglfacade, men den kendte kombination med teglfacade og hvide altaner vil fremstå med det samme udtryk, som man kender i dag.
Renoveringen omfatter desuden indvendige installationsarbejder samt kloak og fjernvarmerør. Haverne skal også renoveres, samtidig med at de smukke udearealer opgraderes med blandt andet nye stier.
”Vi er stolte af, at Brabrand Boligforening viser os den tillid at vælge Nordstern som hovedentreprenør til denne opgave. Søvangen er et ikonisk område i Brabrand, og vi ser frem til både at højne dets kvalitet gennem renoveringen og samtidig sikre det bevaringsværdige udtryk i byggeriet,” siger Torben Modvig, Group CEO hos Nordstern.
Samtlige renoverede boliger forventes at stå klar i slutningen af 2027.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Nordstern