Fra torsdag den 3. november og seks uger frem tilbyder City Vest hver torsdag forældre på barsel at komme til babyrytmik i centret. Maria Korsholm Larsen, der er pædagog, musiker og mor til fire, har mange års erfaring med musikforløb for børn og voksne.
Maria Korsholm Larsen kalder selv sit univers for ”Ivrig”: Med nærvær, sang og bløde rekvisitter mødes forældre og børn i et trygt fællesskab, hvor babys sanser stimuleres, og hvor du som forælder skaber meningsfuld kontakt til barnet. Om forløbet siger Maria selv:
”Jeg bruger musik og pædagogik til at skabe glæde, begejstring, fællesskab og oplevelser”.
Det kræver ingen særlige forudsætninger at være med – kun at du har lyst til at give dit barn en dejlig musikalsk oplevelse og være med i et fællesskab sammen med andre forældre på barsel.
Center Manager i City Vest, Jacob Hald, glæder sig over det nye initiativ:
”Jeg er glad for, at vi nu også byder ind med et tilbud til forældre på barsel. Vi er stærkt forankret her i området som oplevelsessted for børnefamilier, og nu kan vi så invitere nye familier inden for til musik og rytmik.”
Udover musik og rytmik står Maria Korsholm Larsen også til rådighed for en god snak om forældreskabet og de udfordringer, der følger med.
Babyrytmik foregår hver torsdag kl. 10.00 i City Vests baby lounge mellem Matas og Imerco. Her er der puslepladser, mikroovn og bløde sofaer og tæpper.
Barnevogne har let adgang via de flade rulletrapper og elevatorer.
Babyrytmik anbefales til børn 0-1 år. Tilmelding skal ske via City Vests app.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra City Vest.