Aarhus Alliancen er et nyt virksomhedsnetværk etableret af Jobcenter Aarhus, der arbejder på at hjælpe virksomhederne med at ansætte mennesker på kanten af jobmarkedet. Malerfirmaet Helge og Michael Jørgensen, Brabrand, er en af de virksomheder, der ser muligheder i netværket.
Borgere på kanten af arbejdsmarkedet skal have mulighed for at bidrage med det, de kan.
Det er baggrunden for, at Aarhus Kommune nu inviterer virksomhederne i Aarhus ind i netværket Aarhus Alliancen. Det tager sit udgangspunkt i beskæftigelses-rådmand Anders Winnerskjolds politiske vision om, at alle skal være en del af et arbejdsfællesskab.
Aarhus Alliancen afholder sit første netværksmøde den 28. februar 2024. Mødet vil have fokus på, hvordan virksomhederne kan blive inspireret og få hjælp til arbejdet med S´et i deres ESG-indsats.
ESG står for Environmental, Social and Governance. Altså forhold i en virksomhed, der vedrører miljø-, sociale og ledelsesmæssige aspekter. Jo bedre en virksomhed klarer sig på de tre områder, desto mere ansvarlig vurderer man, at virksomheden er.
Hos malervirksomheden Helge og Michael Jørgensen på J.P. Larsens Vej i Brabrand har administrationschef Susanne Lee Jørgensen været med til at rådgive Aarhus Kommune i det indledende arbejde med netværket.
”Vi kommer lidt til kort når vi skal afrapportere”
Hun vurderer, at det kommende netværk kan være en gevinst for mindre og mellemstore virksomheder, der arbejder med s´et i ESG-afrapportering. Det handler især om at være en rummelig arbejdsplads med en høj grad af medarbejder-tilfredshed.
”Vi har allerede arbejdet på den front i nogle år og har også modtaget flere integrations-priser. Men i sammenhæng med det store fokus på ESG synes jeg, netværket lyder interessant,” siger Susanne Lee Jørgensen.
”Alle mindre virksomheder som vores skal i stigende grad forholde os til det spørgsmål. Vi kommer lidt til kort, når vi skal finde ud af, hvordan vi kan afrapportere vores indsats på de parametre.”
Hun tilføjer, at virksomhederne endnu ikke bliver mødt af præcise ESG-krav. Men i malerfirmaet oplever hun, at stadig flere kunder og samarbejdspartnere stiller krav om co2–regnskab og anden form for dokumentation af virksomhedens virke.
”Det kommer snigende lige så stille, det kommer vi ikke udenom. Den grønne omstilling er i gang, uanset om vi vil det eller ej.”
Skal opleves som værdifuldt af virksomhederne
Malerfirmaet Helge og Michael Jørgensen har været sparringspartner Jobcenter Aarhus, der ønsker at etablere virksomhedsnetværket.
”Vi vil gerne ses som et serviceorgan for virksomhederne. Vi har en stor viden om de forskellige ordninger og kan hjælpe virksomhederne med at gøre det let at ansætte flere borgere fra kanten af arbejdsmarkedet,” siger Michael Hauge Frænde, afdelingsleder i Jobcentret.
Han og hans kollega Søren Riis Malling, som står bag etablering af Aarhus Alliancen er samtidig godt klar over, at netværket skal opleves som værdifuldt for virksomhederne i en grad, så de kan se det på bundlinjen.
”Vi holder det første netværksmøde lokalt i Blixens i Gellerup. De næste møder ønsker vi at holde ude på lokale virksomheder, og vi har allerede kontakt til et par virksomheder, som tilbyder at være værter,” siger Michael Hauge Frænde.
Netværksmødet finder sted onsdag d. 28. februar kl. 7.30-10.00 i Blixens rooftop. Rådmand for sociale forhold og beskæftigelse, Anders Winnerskjold, byder velkommen, og derefter kan man blandt andet høre Henrik Vinther Olesen fra Salling Group og Benny Christensen fra Give Steel fortælle om de to virksomheders ESG-indsats.
Det er gratis at deltage, og man tilmelder sig via Aarhus Alliancens hjemmeside.