
Torsdag eftermiddag tikkede de glædelige nyheder ind hos Sødalskolens ledelse: Efter at Folketinget i denne uge ændrede reglerne for nedlukning af lokalsamfund, kan Sødalskolen og skolens SFO åbne igen på tirsdag, efter at skolen har været lukket siden d. 17. april.
Gennem hele ugen har tendensen i opgørelserne fra Statens Serum Institut været klar: Smittetallene har dag for dag været faldende. Og onsdag var Gellerup Sogn for første gang siden 17. april igen under den kritiske grænse for genåbning af lokalsamfundet:
36 smittede i løbet af den sidste uge gav en incidens – antal smittede pr. 100.000 beboere – på 386, det vil sige under den hidtidige grænse på 400.
Samtidig har politikerne nu ændret på grænseværdierne, så der nu skal en incidens på 500 til at lukke et lokalsamfund. Da incidensen i Gellerup torsdag var røget ned på 276, kan lokalområdet godt begynde at forberede sig på genåbning af de lukkede aktiviteter.
Men for Sødalskolen var der ekstra godt nyt: Folketingets ændrede regler betyder nemlig, at skoler og SFO´er må åbne, så snart en af de tre værdier for smitten er under grænsen for genåbning.
Torsdag eftermiddag lød den glade besked fra skoleleder på Sødalskolen, Karen Henriette Jessen:
”Jeg har netop fået besked om, vi må åbne på tirsdag. Så nu går vi i gang med at orientere personale og forældre herom. Det bliver SKØNT, at åbne dørene og endnu en gang byde velkommen tilbage!”
”Det er selvfølgelig en omstilling igen. Men vi har en god plan fra før nedlukningen, som vi skal tilbage til,” tilføjede Karen Henriette Jessen.
Også i Aarhus Kommune er der glæde over, at corona-smitten igen er så kraftigt faldende i både Gellerup og Ravnsbjerg:
”Der skal lyde en stor tak for det store engagement og ansvarlighed, der har været vist hos borgerne i Ravnsbjerg og Gellerup sogne. Mange frivillige kræfter har ydet en stor indsats for at forebygge smittespredning og informere om mulighederne for at blive testet. Det er lykkes ved fælles hjælp at få banket smittetrykket ned –også ned under incidensgrænsen under de regler, der gjaldt indtil i går.”, siger Niels Højberg, stadsdirektør og Leder af Aarhus Kommunes krisestab.