Adskillige afdelinger i Brabrand IF har mistet medlemmer under corona-nedlukningen. Men for Brabrand IF Tennis var 2020 et fantastisk år, hvor 130 nye spillere dukkede op på det smukke anlæg i Brabrand Bakker. Det gav en medlemsfremgang på hele 58 procent.
Udendørs idræt med god afstand – så er det tennis! Det må have været konklusionen for de mange, som sidste år strømmede til tennisbanerne i Brabrand Bakker. Det øgede medlemstallet i Brabrand IF Tennis fra 222 medlemmer i 2019 til 352 sidste år.
Det kunne også mærkes på afdelingens indtægter, der blev 88.000 kr. højere end budgetteret. Trods en ekstraordinær stor afskrivning på anlægget gav året stadig et stort overskud, kunne kasserer Allan Jaquet berette på den nylige generalforsamling.
Det giver nu mulighed for, at foreningen i det kommende år kan tilbyde nye medlemmer 50% rabat på det første års kontingent. Men også de nuværende medlemmer skal mærke den gode økonomi: Hvis de betaler inden 1. maj, får de 10% rabat.
100-års-fest blev udskudt
Knap 20 medlemmer deltog i årets generalforsamling, der foregik virtuelt. Den store fremgang fyldte naturligvis en del i formand René Boesens beretning. De mange nye medlemmer betød sæsonen igennem stor aktivitet på alle syv baner i Brabrand Bakker.
Til gengæld måtte Brabrand IF Tennis aflyse den planlagte stort anlagte fejring af 100-års-jubilæet, hvor blandt andre Kronprins Frederik var inviteret. Festen vil i stedet blive afholdt senere, sandsynligvis i 2022.
Men årets traditionelle klubturnering med efterfølgende udendørs spisning blev dog gennemført med stor opbakning fra medlemmerne.
René Boesen takkede på generalforsamlingen bl.a. veteranerne i SeniorServen for at hjælpe med rengøring af klubhus og etablering af baner men også med banepleje i løbet af sommeren, fjernelse af blade og nedtagning af net ved afslutning af sæsonen.
Mulig padelbane i Brabrand
Kasserer Allan Jaquet, der har gjort et meget stort stykke arbejde de sidste mange år, modtog genvalg. Øvrige medlemmer i bestyrelsen blev ligeledes genvalgt. Det drejer sig om Jochim Kempe, Malene Uggerhøj og Henrik Buus.
Jette Jessen modtog genvalg til den vigtige suppleantpost. Ny suppleant er Jonas Wissendorf.
Under punktet eventuelt blev spurgt til bestyrelsens holdning til kunststofbaner. Bestyrelsen er positivt indstillet og vil se på muligheder og økonomi. Bestyrelsen vil også se på mulighederne for at etablere en padelbane.
Padelsporten er vokset kolossalt de sidste par år, efter at især private aktører flere steder har bygget padel-centre.