
Gellerup er tæt på en ny nedlukning. Statens Serum Institut har offentliggjort en ny model for nedlukning af hårdt ramte lokalområder, og her opfylder Gellerup lige nu to ud af tre kriterier.
Opdatering 16.4. kl. 14.45: Fredagens tal fra SSI viser 35 nysmittede i Gellerup i den sidste uge og et incidenstal på 375. Da sidstnævnte tal stadig er under 400, bliver Gellerup ikke tvangslukket i denne omgang, sådan som det er sket for Ravnsbjerg.
Torsdag var en forvirrende dag for mange af dem, der følger coronaens udvikling i Gellerup-området. Ifølge Aarhus Kommunes tal har der været 51 nysmittede den seneste uge, og incidensen har rundet de alarmerende 500.
Men det viste sig torsdag, at disse data, der opgøres af Styrelsen for Patientsikkerhed, indeholder både PCR-tests og lyntests og derfor kan være for høje.
Statens Serum Institut (SSI) offentliggør ligeledes smittetal, og de tal skulle ifølge Aarhus Kommune være mere korrekte.
I følge data fra SSI torsdag har der den seneste uge i Gellerup Sogn været 31 nysmittede, hvilket giver en incidens – antal af nysmittede den seneste uge pr. 100.000 indbyggere – ligger hermed på 322. Andelen af smittede i forhold til antallet af testede var 2,3 procent.
Gellerup lige under grænsen
Ud over dataforvirringen var torsdag samtidig dagen, hvor det gik op for mange, at myndighederne har indført en ny sanktion, tvangslukning, over for lokalsamfund, hvor coronasmitten er løbet ud af kontrol.
Hvis et lokalsamfund bliver lukket ned, betyder det at følgende lukker:
- Grundskoler
- SFO´er og klubtilbud
- Ungdoms- og voksenuddannelser
- Alle lokaler hvor der udøves kulturtilbud
Det viste sig, at Gellerup indtil videre undgår tvangslukning – alene fordi lokalområdet med en incidens på 322 foreløbig holder sig under SSI´s grænse på 400. Forudsætningerne for nedlukning er:
- Der er mere end 400 smittede pr. 100.000 borgere
- Der er 20 eller flere smittetilfælde i alt de sidste syv dage
- Positivprocenten er på 2 procent eller mere.
Nedlukkede kommuner/sogne kan genåbne, når sognet/kommunen er under niveau for ét af de relevante parametre i syv dage i træk.
Du kan følge udviklingen via de daglige tal fra SSI. Hver dag kl. 14 kan du hente tallene på SSI´s hjemmeside, hvor det også fremgår, om der eventuelt skal ske nedlukning af sogne.