Gennem mange år har Kirsten Lundsgaard, Jens Jensen og Morten Have Kudsk trukket en stor del af læsset i Brabrand Idrætsforening. Den store indsats takkede idrætsforeningen onsdag aften for ved at udnævne dem alle tre til æresmedlemmer.
Udefra kan det næsten se ud, som om det kører af sig selv. Træning, kampe, stævner, sammenkomster… Men bag det hele er der som regel mennesker, som har brugt mange timer på at forberede det hele, sørge for at alt klapper – og ofte også at hjælpe til ved oprydningen.
Alt det kender Kirsten Lundsgaard, Jens Jensen og Morten Have Kudsk ganske udmærket. I en lang årrække har de været nogle af dem, der har fået tingene til at ske, uden at ret mange har lagt mærke til det.
Kirsten Lundsgaard har blandt andet i en lang årrække taget sig af forældre-barn-gymnastikken i Brabrand IF og meget andet, inden hun også meldte sig klar til at tage formandsposten i en årrække.
Tilsvarende har hendes mand, Jens Jensen, altid været klar, når der var brug for ham – om det så var til at sørge for kridtning af fodboldbaner, eller der var brug for en formand for hele foreningen.
Og det samme med Morten Have Kudsk, som gennem årene har løst mange praktiske opgaver i badmintonafdelingen, inden han også lod sig overtale til at gå ind i idrætsforeningens øverste ledelse.
Fælles for de tre var, at de tidligere i 2022 stoppede som formænd og medlemmer af den øverste ledelse af Brabrand IF og gav stafetten videre til andre, som på samme måde kan se både nytten og udbyttet af at give en hånd med i fællesskabets tjeneste.
”Der blev bare nikket og klappet”
Alle tre fik sig onsdag aften en stor overraskelse. Kirsten Lundsgaard blev opsøgt i hjemmet på Engdalsvej, hvor hun fik overrakt beskeden sammen med en buket blomster og en stor hilsen fra Brabrand IF.
Jens Jensen og Morten Kudsk var blevet lokket til at deltage i et møde i Brabrandhallen, uden at ane hvad der skulle ske. De blev begge tydeligt berørt, da foreningens nye hovedformand Kim Groth pludselig fandt blomster frem og holdt en kort tale for dem.
”I har fortjent at blive æresmedlemmer. Normalt skal sådan noget jo motiveres, men da vi diskuterede det i foreningens repræsentantskab, blev der bare nikket og klappet,” sagde Kim Groth blandt andet ved overrækkelsen.
”Særligt i de 10 år, hvor I mere eller mindre synkront udgjorde foreningens formandskab, har I haft stor betydning for hele Brabrand Idrætsforening. Det sætter vi stor pris på,” sagde han.
Derefter blev udnævnelsen fejret med hvidvin og osterejer, inden forretningsudvalget sammen med de to nye æresmedlemmer gik over til at diskutere andre vigtige emner som blandt andet en mulig udbygning af idrætsanlægget og fremtiden for idrætsforeningens klubblad.
De nye æresmedlemmer kunne dog senere gå hjem i visheden om, at de nu ikke længere behøver at spekulere over den slags ting. Nu er der andre folk, som er klar til at bære stafetten videre.
Øvrige æresmedlemmer i Brabrand IF
Gennem årene er disse personer udnævnt til æresmedlemmer i Brabrand IF. De personer, som ikke længere lever, er markeret er markeret med tegnet †.
1970 Anker M. Nielsen Fodbold †
1972 Ejler From Rasmussen Tennis †
1972 Hans Bjerg Andreasen Tennis †
1973 Hans Peter Andersen Fodbold †
1976 Børge Nielsen Fodbold
1983 Jens Jørn Kell Pedersen Badminton
1988 Harry Hyllested Gymnastik †
1989 Jytte Schwarts Gymnastik †
1992 Helge Hansen Håndbold/fodbold †
1995 Lizzie Thøgersen Svømning †
1995 Bent Dohm Ny Brabrand Hal †
1997 Henning Knudsen Fodbold
1999 Ove Bendsen Badminton †
2002 Inge Peugeot Petanque
2003 Henning Krabbe Forretningsudvalget
2004 Niels Jakob Sennels Fodbold †
2010 Verner ”Buller ”Rasmussen Petanque †
2012 Lars Broni Forretningsudvalget
2013 Pierre Peugeot Petanque †
2013 Marlene Ölander Gymnastik
2016 Anne Marie Broch-Lips Gymnastik
2017 Eva Petersen Gymnastik
2018 Niels Chr. Pedersen Håndbold
2018 Esper Tækker Jepsen Tennis
2019 Erik Sander Fodbold
2019 Flemming Møller Fodbold
Æresmedlemmerne mødes hvert år med foreningens ledelse til ”nytårskur”, som regel en aften i januar, hvor der er tradition for, at formanden fortæller om årets gang i BIF, og hvor æresmedlemmerne vedtager, hvem i BIF der i det år skal have overrakt æresmedlemmernes pokal.