Der er igen positivt nyt fra City Vest. Fredag d. 10. september slår Brødrene Anders og Christian Simonsen dørene op for deres nye tøjbutik. Det bliver deres 14. butik med konceptet moderne herretøj til Danmarks laveste priser.
Brødrene Simonsen har tilsammen mere end 50 års erfaring indenfor tøjbranchen, og de åbnede sammen deres første butik tilbage i 2018 – hvilket sidenhen er blevet til yderligere 13 butikker fordelt rundt i Danmark.
Modellen er klar: De vil tilbyde landets laveste priser. Samtidig skal priserne være lette at gennemskue: Der vil kun være én pris på varen i butikken – eksempelvis et par jeans til 200 kr.
Hensigten er, at de vil tilbyde deres kunder den billigste pris med det samme, og give besparelsen uden at kræve at kunderne køber mere.
I den store butik på plan 3 i City Vest ved siden af BARe VIN vil du kunne finde et stort udvalg af klassiske varer, hvilket både indebærer hverdagstøj, arbejdstøj samt tøj til festlige begivenheder. De to brødre er fulde af energi og glæder sig til at åbne endnu en butik:
”Vi glæder os utroligt meget til at åbne butik i City Vest Shoppingcenter, som vi mener har et stort potentiale. Derfor forventer vi også et brag af en åbningsdag,” siger Christian Simonsen.
Yderligere trafik i City Vest
Brdr. Simonsen markedsfører sig som butikken med Danmarks bedste priser. Samtidig kan lokalområdet med kædens slogan ”vi har det sjovere” se frem til en butik, hvor der både er højt humor samt et fint serviceniveau.
”Brdr. Simonsen har de senere år været i en forrygende udvikling og nu er tiden moden til, at City Vest kan byde brødrene velkommen. Vi forventer os meget af deres tilstedeværelse her. De har bevist, at de rammer en bred vifte af kunder med deres kommercielle koncept, hvor der er fokus på pris og basisprodukter,” siger center manager i City Vest, Jacob Hald Christensen.
”Vi er slet ikke i tvivl om, at Brdr. Simonsens koncept vil bidrage til yderligere trafik i centeret, til glæde for vores butikker og kunder.”
Butikken satser på et brag af en åbning fredag d. 10. september kl. 9.00 med skarpe tilbud. Der vil være tilbud med priser helt ned til 50 kr. på blandt andet skjorter, poloer og strik, lover brødrene.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra City Vest.