Fordi kun 600 af Engdalskolens knap 1000 elever nu skal i skole igen, er det lykkedes skolens ledelse at sikre to lokaler til hver klasse, sådan at der kan blive større afstand mellem eleverne. Desuden skal en stor del af undervisningen foregå udendørs.
Som alle andre skoler i Aarhus Kommune byder Engdalskolen onsdag de yngste elever velkommen tilbage efter præcis en måneds lukning på grund af corona-virus. Skolen har planlagt en ny hverdag for eleverne, hvor Sundhedsstyrelsens restriktioner bliver overholdt.
Det betyder blandt andet, at eleverne kun kan være sammen med deres klassekammerater i skoletiden – ikke på tværs af klasser – og de kan kun lege fem sammen ad gangen. Alle aktiviteter foregår enten i de tildelte klasselokaler eller udendørs.
Det velkendte fælles frikvarter bliver i genåbningsperioden afløst af ”luftpauser” og spisepauser på skift. Og desuden vil klasserne være udendørs så meget som muligt i løbet af skoledagen, der varer fra kl. 9.00 til 12.30.
Tilbud fra spejderne i Brabrand
Det er lykkedes skolens ledelse at skaffe to lokaler til hver klasse, sådan at eleverne kan sidde med større afstand end normalt.
”Vi har også nærmest lagt beslag på hver eneste kvadratmeter på skolen. Samtidig er vores problem jo også, at vi udendørs er næsten endnu mere presset på pladsen end indenfor”, siger skoleleder Anders Munthe.
Han fortæller, at Engdalskolen har fået en samlet henvendelse fra spejderne i Brabrand, der har tilbudt at udlåne hytter, telte og grej til undervisning i det fri.
”Desværre har vi nogle stramme instrukser omkring undervisningen, der gør at vi nok desværre ikke kan gøre ret meget brug af tilbuddet. Men det er virkelig dejligt at vide, at lokalsamfundet bakker os op på den måde”.
”Fly-in” og ”fly-out”
I første omgang er det kun de yngste klasser, der igen skal i skole. På Engdalskolen møder de ind sådan her:
- Onsdag 15. april kl. 8.00: Elever fra 0. klasse
- Onsdag 15. april kl. 8.30: Elever fra 1. klasse
- Onsdag 15. april kl. 9.00: Elever fra 2. klasse
- Torsdag 16. april kl. 8.00: Elever fra 3. og 4. klasse
- Fredag 17. april kl. 8.00: Elever fra 5. klasse
Den første dag samles klasserne på boldbanen, og lærerne følger så eleverne til deres nye klasselokaler.
Skolen indfører en rullende start på skoledagen, ”fly-in”, kl. 8-9, sådan at eleverne kan komme forskudt, og man undgår for meget trængsel på gangene.
”Vi håber, det vil lykkes at udnytte hele ”fly-in” tidsrummet, så trængsel mindskes mest muligt. ”Fly-in” vil blive brugt til lektiecafé, læsebånd og andet stille arbejde og samtidig give tid til håndvask. På samme måde slutter skoledagen med ”fly-out”. I kan aftale med jeres børn, hvornår de skal gå hjem mellem kl. 1230 og 1300,” skriver skolen til forældrene.
”Det er blevet rigtig positivt modtaget af forældrene, og nogle har spurgt, om vi ikke kan gøre det sådan, også når det bliver almindelig hverdag igen. Vi mærker i det hele taget en meget konstruktiv tilgang og imødekommenhed fra alle sider”, fortæller Anders Munthe.
Ekstra toiletter
Skolens ledelse understreger i brevet til forældrene, at de ikke må aflevere børnene inde på skolen. I stedet skal forældrene lade dem gå ind selv og lade dem selv komme ud efter endt skole- eller SFO-dag.
Der er opsat ekstra toiletter og håndvaske, og toiletterne bliver fordelt mellem klasserne. Alle toiletter rengøres mindst 2 gange dagligt. Der vil være skilte, og elever fra én klasse må ikke låne et toilet fra en anden klasse.
Desuden opfordres forældrene til kun at benytte SFO’en, når det er nødvendigt i forhold til deres arbejde.
”Det vil give os mulighed for at sikre en god og tryg SFO for de børn, der har behovet”, skriver skolen.