Politikerne i Aarhus Byråd skal på onsdag tage stilling til lokalplanen for en helt ny bydel i Gellerup, ”Helheden”. På 70.000 kvadratmeter mellem Gudrunsvej og Ringvejen skal der efter planen være både boliger og erhverv samt et nyt sundhedshus, en daginstitution – og måske en ny idrætshal.
Det er politikernes drøm om at få omdannet Gellerup til et nyt blandet byområde, der nu er blevet konkretiseret: ”Et sammenhængende og velfungerende bykvarter, som er tæt forbundet med resten af Gellerup – og samtidig med resten af Aarhus”, som der står i oplægget.
Entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S skal stå for skabelsen af det nye byområde, der har fået kælenavnet Helheden.
Omdrejningspunktet for bylivet bliver fire pladser, der skal være med til at give området en identitet. Pladserne varierer i karakter og størrelse og forbindes af en nord-sydgående, centralt beliggende gade:
På hjørnet af Åby Ringvej og Edwin Rahrs Vej etableres ”Ankomstpladsen”. Ud mod Edwin Rahrs Vej kommer en mindre plads, ”Pixipladsen”, og centralt i området anlægges ”Torvet”, der er en større, centralt beliggende plads. Længst mod syd etableres ”Aktivitetspladsen”.
Især ”Torvet” får en central betydning med plads til ophold og leg. Arkitekterne forestiller sig, at bygningerne rundt om torvet kan få stueetager med fællesrum, café, restaurant eller lignende.
Helheden får to udkørsler mod Gudrunsvej, og derudover etableres øst-vestgående stier, der skal sikre adgange til den nye bypark i Gellerup.
Op til seks etager
Det er Brabrand Boligforening, der stadig ejer en stor del af jorden, som har bedt Aarhus Kommune lave lokalplanen for området. A. Enggaard A/S har en købsaftale, der er betinget af, at lokalplanen vedtages.
Lokalplanen giver mulighed for en bebyggelsesprocent på 115 for området under ét og en bygningshøjde på op til 25 meter, svarende til seks etager. Det kræver dog et tillæg til kommuneplanen, der i udgangspunktet kun tillader byggerier op til 21 meter.
Kommuneplanen kræver også, at der skal etableres udendørs opholdsarealer svarende til minimum 40 % af boligetagearealet. A. Enggaard A/S har dog aftalt at gå ind i driften af byparken Joops Have, og så kan man nøjes med at afsætte 30% til udearealer.
Sundhedshus og børneinstitution i samme bygning
I det nye byområde skal der blandt bygges et 1700 kvadratmeter stort sundhedshus, der også skal rumme en børneinstitution, med daginstitutionen nederst og sundhedshus ovenpå.
Formålet er at skabe lettere adgang for borgere til sundhedsydelser i deres nærmiljø og at udfylde det behov for daginstitutionspladser, som boligudbygningen i området skaber.
Sundhedshuset skal rumme kommunale sundhedsfremmende og forebyggende tilbud samt faciliteter til en flerlægepraksis.
”Det er flot, når vi i ét hus tilbyder den vestlige del af Aarhus så mange forskellige funktioner. Vi kommer samtidig endnu tættere på beboerne i Gellerup med sundhedstilbud og kan desuden skabe plads til en lægepraksis”, sagde rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive, da planen om Sundhedshuset blev offentliggjort i efteråret.
Sundheds- og Ældreministeriet har lovet at finansiere 50 % af Sundhedshuset, mens de resterende 50 % finansieres af Sundhed og Omsorgs opsparing.
Sportshal og dansesal – men ingen moské
I lokalplanen er der også gjort plads til en udvidelse af Globus1 i form af ny sportshal og dansesal. De planer ventes dog først realiseret om nogle år.
”Placeringen ved Globus1, idrætsbørnehave og kommende sundhedshus vil skabe en god synergi og give mulighed for at imødekomme et stigende behov for indendørs sportslige aktiviteter i området”, står der blandt andet i oplægget.
Til gengæld bliver der ikke plads til at opføre en moské i området, som der ellers tidligere har været talt om. ”Rammen er allerede udnyttet i en sådan grad, at der pladsmæssigt ikke længere er mulighed for at etablere en moské og et islamisk kulturcenter”, står der i lokalplan-oplægget.