Der er en nærmest boblende glæde og optimisme i den lille fodboldklub Idræts- og Venskabs Foreningen, IVF, i Toveshøj. Medlemstallet fortsætter med at vokse og har nu for første gang rundet 200. Og om kort tid bliver spaden sat i jorden til et klubhus på anlægget ved Janesvej.
Siden 2005, hvor Idræts- og Venskabs Foreningen blev stiftet af en gruppe forældre i Toveshøj, har foreningen haft bolde, hjørneflag, og alt hvad der ellers skal til at drive en fodboldklub, i en container ved fodboldbanen på Janesvej.
Klubaktiviteter foregik enten udendørs omkring bord-bænkesættene ved fodboldbanen eller i kantinen på den daværende Tovshøjskolen.
Men nu kan de over 200 medlemmer se frem til at kunne mødes i et nyt klubhus på idrætsanlægget i Toveshøj. Kun enkelte formaliteter mangler nu, inden foreningen modtager en byggetilladelse fra Aarhus Kommune, fortæller arkitekt Carsten Gjørtz Andersen, som har tegnet det nye klubhus.
Når byggetilladelsen er i hus, bliver tilbud hentet hjem hos fem forskellige entreprenør-virksomheder, og én af dem bliver så udvalgt til at stå for byggeriet.
”Vi når ikke at få huset færdig til sæsonstarten i år, men vi håber, at byggeriet kan komme i gang inden sommerferien. Og vi tror helt sikkert på, at huset kan stå klar til sæsonstarten næste år,” siger Carsten Gjørtz Andersen.
Faciliteter der kan styrke fællesskabet
IVF har cirka 2,8 mio. kr. at bygge for. Aarhus Kommune meddelte for et år siden, at man havde sat 1,8 mio. kr. af til klubhuset i Toveshøj. Og få måneder efter fulgte Salling Fondene op med et tilsagn på én mio. kr.
”Vi er så glade over, at vi endelig kan komme i gang med at bygge et nyt og flot klubhus. Det er vores eget projekt og vi har kæmpet hårdt for det,” siger Mohammad Weis, som har været formand for IVF siden starten i 2005.
Klubhuset placeres på græsarealet mellem de to fodboldbaner og Stensagerskolen. På den måde får klubhuset god kontakt til aktiviteterne på banerne, forklarer Carsten Gjørtz Andersen.
”Huset bliver opført i lette materialer og en facade beklædt med træ. Når der er aktiviteter på anlægget, kan man let fjerne skodderne for vinduerne og rulle markisen ud. Så kan man kan sidde på terrassen og følge med i spillet på banerne,” siger han.
”Til gengæld kan huset lukkes helt af, når der ikke er nogen på idrætsanlægget. Så skal det ikke være et fedt sted at være.”
I foreningen håber man, at der er penge til at opføre det ønskede hus på 150 kvadratmeter, hvor der bliver plads til køkken, et stort klublokale, kontor, et mødelokale og to toiletter.
Hvis det ender med, at pengene ikke rækker til det hele, har Carsten Gjørtz Andersen indarbejdet en mulighed for at undlade byggeriet af boldrum og mødelokale. Det vil så senere kunne opføres, når der er penge til det.
”Der bliver også i fremtiden omklædning på skolen, men ellers får huset alle de faciliteter, der skal til for at styrke fællesskabet i foreningen,” understreger arkitekten.
I bestyrelsen for IVF har man mange ideer til, hvordan det kan ske. Blandt andet nævner tovholder i pige-afdelingen, Stine Buus, at en gruppe mødre har spurgt til muligheden for, at de kan træne sammen, mens børnene spiller fodbold.
Det er et af de ønsker, foreningen kan opfylde med det nye klubhus, fortæller Stine Buus.
Læs også:
Drøm kan blive til virkelighed: IVF i Toveshøj får 1,8 mio. kr. til klubhus
Jubel i fodboldklubben IVF: Får en mio. kr. af Salling Fondene