Selvom temperaturen udenfor sagtens kunne gå en dag i august, nærmer juletiden sig. I weekenden d. 19.-20. november har du sammen med familien chancen for at komme i julestemning på markeder på Gasværket, i Brabrand Sognegård og hos Numero 46 på Langdalsvej.
Gløgg, æbleskiver og masser af boder med juledekorationer, strikvarer, keramik, smykker, skindvarer og andre gaveideer. Det er afsættet for en weekend med masser af julestemning i Brabrands kulturhus Gasværket lørdag d. 19. og søndag d. 20. november – begge dage kl. 11-16.
Traditionen tro har Gasværket inviteret åbent ud med tilbud om at få en bod på julemarkedet, og det resulterer som altid i en mangfoldighed af boder med hovedsagelig hjemmelavede ting. Et rigtigt lokalt julemarked i al sin mangfoldighed.
Lørdag d. 19. november byder Brabrand Sognegård ligeledes på rigtig hyggestemning, når den årlige sognebasar gennemføres med bl.a. klassikere som ”Det grønne hjørne” med kranse, dekorationer, lys og blomsterbuketter og Retro-Guld med gode, originale genbrugsting.
Du kan også besøge Kramboden med lækkert bagværk, strik og syltede ting, og naturligvis spejdernes tombolaer med et væld af fine gevinster.
”Formålet med basaren er at skabe en festdag i vore sogne og samtidig skaffe penge til mad, tøj og skolegang for børn i Tanzania, der har mistet deres forældre og uden hjælp ville stå på gaden,” skriver arrangørerne i invitationen.
Indtægterne fra sognebasaren går til Danmissions projekt Fremtidsbørn, der støtter bolig og skolegang for forældreløse børn i Kagara-regionen.
Virksomheder og borgere i Brabrand støtter sognebasaren med varer, gaver, håndarbejde og bagværk, der sælges på dagen.
Dagen begynder kl. 10 med morgensang i Brabrand Kirke. Kl. 12.30 er der koncert med ungdomskoret Rhytm & Joy fra Skjoldhøj og samtidig auktion over et kunstværk af maleren Ole Østrup.
Den selvsamme weekend, d. 19.-20. november, inviterer også blomsterværkstedet Numero 46 til julestue. Numero 46, der ligger i den tidligere Dalsø Maskinfabrik, inviterer til julehygge med mulighed for at bestille årets kalender-dekoration og adventskranse og købe de hovedsagelig italienske produkter, som Numero 46 også sælger. Desuden byder Numero 46 også på et glas og lidt sødt.
Også beboerne på lille Mariedalsvej inviterer igen i år til Julemarked. Lørdag d. 26. november kl. 14-17 inviterer de til marked på stikvejen i bunden af Mariedalsvej, hvor der er mulighed for at købe hjemmelavede gaver og pynt samt lidt sødt til maven og kolde og varme drikke.
Julemarked på Gasværket, Byleddet 2c, lørdag d. 19. og søndag d. 20. november kl. 11-16.
Sognebasar i Brabrand Sognegård, Engdalsvej 1, lørdag d. 19. november kl. 10.30-15.00
Julestue hos Numero 46, Langdalsvej 46 d. 19.-20. november kl. 10-16.
Julemarked på Lille Mariedalsvej, Mariedalsvej 5-7, lørdag d. 26. november kl. 14-17.