Lone Sandholdt Jacobsen er “den nye pige i klassen”, når det gælder kommunalvalg. Fra hjemmet på Skovbakkevej i Brabrand har hun for Socialdemokratiet kastet sig ud i valgkampen med stort fokus på byudvikling og klima, og at både unge og ældre skal kunne regne med vores velfærdssamfund.
Når Lone Sandholdt Jacobsen fra sin altan i hjemmet på Skovbakkevej kigger ud over lokalområdet, kan hun se et Brabrand klædt i efterårets farver – med Brabrand Sø i baggrunden og med et 250 år gammelt bøgetræ som nærmeste nabo.
“Jeg har boet i Brabrand siden 1989, og mine to voksne døtre holder stadigvæk utrolig meget af bydelen for naturen og alt det grønne omkring os. Så området betyder rigtig meget for mig. Ny byudvikling i området skal virkelig ske med omtanke,” siger hun.
Som nummer 10 på Socialdemokratiets liste over kandidater til kommunalvalget, er hun klar til at forsøge at gøre en forskel. Og det handler blandt andet om bæredygtig byudvikling og om omsorg for naturen.
“Jeg er meget optaget af klima og bæredygtighed. Der er jo behov for nye boliger i Aarhus, men vi skal virkelig bygge med omtanke. Den natur, der kendetegner Brabrand, må ikke blive tromlet af byggeplaner,” siger Lone Sandholdt Jacobsen.
Hun har også stort fokus på vores vandmiljø og ser vandkvaliteten i Brabrand Sø som et tegn på, at det står skidt til.
“Vi har det generelle problem, at en betydelig del af den kvælstof, der udledes, ender i søer og vandløb. Man kan blandt andet se det i Brabrand Sø om sommeren, hvor den er grøn af alger. Det viser, at balancerne ikke er, som de skal være,” siger hun.
Hun vil desuden gerne være med til at skabe et grønnere Aarhus ved at skabe mere bynær natur. Blandt andet ved at plante flere træer rundt om i Aarhus. Hun peger på Gellerups bypark som et vellykket forsøg på skabe bedre udemiljøer for de mennesker, som bor der.
“I byparken har man gjort en masse for at skabe gode miljøer for beboerne, blandt andet ved at plante hjemmehørende træer og sørge for, at parken bliver et sted, man har lyst til at være. Jeg synes også, at man i den nye bydel, Høiriisparken, har skabt gode løsninger, blandt andet med fremtidssikret håndtering af regnvand.”
Hun er derfor også skeptisk over for bl.a. planer om at bygge på engene tæt på Årslev Engsø.
En by der hænger sammen
Hun er ny i kommunalpolitik – men har i over 20 år været medlem af Socialdemokratiet.
“Jeg meldte mig ind, da Helle Thorning Schmidt stillede op som formand for partiet. Jeg tænkte, at nu sker der noget nyt, som jeg godt ville være lidt tættere på.”
Hun har været passivt medlem, lige indtil borgmester Anders Winnerskjold i december 2024 spurgte, om hun ville være “med på holdet” op til kommunalvalget.
“Jeg sagde ja, fordi jeg syntes, jeg havde noget at byde på via min erfaring fra snart 13 år som rektor for Viby Gymnasium. Jeg oplever, at gymnasiet er i rigtig god gænge. Og summen af det, jeg har mødt som rektor i Viby, er en af grundene til, at jeg mener, at jeg har noget at byde på i arbejdet for en by, der hænger sammen,” siger Lone Sandholdt Jacobsen.
Hun har som rektor i de seneste år brugt mange kræfter på at kæmpe for en bredere elevsammensætning på gymnasierne i Aarhus. Hun mener, at elevsammensætningen på alle byens gymnasier bør minde om den fordeling på bl.a. etnicitet, vi har i hele Aarhus.
“Vi ønsker alle at være, hvor der er mange andre, som minder om os selv. Men det er ikke hensigtsmæssigt, når vi taler om den almendannelse, vi som gymnasier skal understøtte. Det er svært, når man på det enkelte gymnasium særligt har en bestemt type elever,” forklarer hun.
Morfar samlede ind til datidens sygekasse
Hun har siden 1989 boet fire forskellige steder i Brabrand – på Skjoldhøjkollegiet, på Søvej, på Naurvej og nu Skovbakkevej. Gennem årene har hun oplevet, at netop diversiteten i Brabrand er et vigtigt element, når et bysamfund skal fungere.
“For eksempel har vi alle i mange år mødtes og handlet i City Vest. Vi har alle levet fint op og ned af hinanden, men jeg frygter lidt, at den fine balance let kan ændres. Byudvikling skal virkelig ske med omtanke, så vi sikrer, at der stadig er plads til alle.”
Hun ser den sammenhængende og blandede by som afgørende for at bevare velfærdsstaten, hvor “vi nogle gange har de stærkeste skuldre og andre gange de svageste”.
Hun fremhæver sin egen families historie i Sønderjylland, hvor hun er opvokset. Hendes oldefar deltog som andre sønderjyder i 1. verdenskrig og kom fysisk og psykisk ødelagt hjem fra krigen.
Hendes morfar tog som én af 12 søskende ansvar i familien og arbejdede bl.a som specialarbejder med at lægge fliser.
“Han så, hvilke problemer det skabte for de andre arbejdere, når de blev syge, og han cyklede efter arbejdstid rundt og samlede penge ind i en cigarkasse, så der var noget til dem, der blev syge. Det var en fysisk sygekasse, der gjorde, at man var med til at sikre hinanden,” siger hun.
“Det er i virkeligheden det, velfærdsstaten står for – at vi hjælper med at sikre hinanden, også selvom vi ikke står hinanden nær.”
Hun har i en årrække være bestyrelsesformand for UngiAarhus i sydbyen og været med til at sikre gode fritidstilbud for de lokale unge. Det har hun set som samfundsmæssigt vigtigt – og nu oplever hun som 60-årig, at det ligeledes er vigtigt, at pårørende til mennesker på bl.a. plejehjem også får den støtte, de har brug for i den livsfase.
Kompromisets kunst
Hun er vokset op i Graasten i 1970´erne – som et “lille Korsbæk”, hvor hendes lærere dog kom udefra og i undervisningen ikke så på, hvor det enkelte barn kom fra.
“Hvis man kunne li´ at læse, lå vejen åben. Sådan var det ikke før min tid. Det var noget, der kom i 1970´erne. Jeg er selv barn af velfærdsstaten og har kunnet udfolde mig, som jeg ville. Det er der ikke ret mange samfund, der kan løse.”
Hun ser de mange fortællinger som eksempel på nogle af de ting, kommuner skal løse.
“Socialdemokratiet skal som byrådets største parti få enderne til at nå sammen, så det hele fungerer. Det er kompromisets kunst. Jeg tror, det er en styrke for mig at komme med mine praktiske erfaringer – og ikke kun et ideologisk ståsted.”
“Folk er trætte af konflikt og konfrontation”
Som “den nye pige i klassen”, når det gælder kommunalvalg, har hun med interesse kastet sig ud i valgkampen.
“Det er rigtig interessant for sådan en som mig, som har læst statskundskab, at det ikke længere er i valgdebatter, folk danner sig en mening og får sympati for en kandidat. Det er ikke længere sådan, det er,” siger hun.
Hun er ikke blevet inviteret til et eneste valgmøde, men oplever i stedet, at organisationer, som har et budskab, de gerne vil ud med, inviterer hende på besøg. Eksempelvis har hun besøgt Den magiske Skole, der engagerer børn og unge i at spille rollespil.
Hun lægger opslag på sociale medier om besøgene – og præsenterer sig iøvrigt i korte videoer på bl.a. Facebook.
Desuden har hun brugt lang tid på at besvare spørgsmål til hele seks forskellige mediers kandidattests, hvor man skal svare spørgsmål via en fem-punkts-skala.
“Det er interessant, hvad der gør, at folk får øje på én. Det er positivt, at vi ikke længere har tidligere valgkampes politiske skænderier. Jeg tror, at folk er trætte af konflikt og konfrontation, som valgmøder ofte medførte. I stedet bliver kandidat-testene nok afgørende for mange: Hvem er man mest enig med?”
Hun peger også på, at organisationer nu i højere grad kan være med til at sætte dagsorden ved at tage fat i politikere. Men for den enkelte borger bliver det i høj grad specifikke interesser, der afgør, hvordan man stemmer, mener hun.
“Det er nok båret meget af, hvor man er i sit liv.”
Hendes valgkamp startede før sommerferien, hvor hun sammen med de andre socialdemokratiske kandidater deltog i en kort online-uddannelse med fokus på, hvordan man opfører sig over for de øvrige kandidater. Selvom man kæmper om de personlige stemmer, er det afgørende, at man behandler hinanden respektfuldt.
“Det er dejligt, at politik også kan handle om, at man opfører sig ordentligt over for hinanden. Selvom det i sidste ende handler om, hvem der får flest personlige stemmer, er det vigtigt, at vejen derhen er sober og ordentlig,” siger hun.
