Brabrand IF Fodbold fortsætter den kolossale medlemsvækst og nærmer sig nu 1000 medlemmer. Det giver store udfordringer for fodboldafdelingen at skabe plads til de mange hold på idrætsanlægget ved Engdalsvej, og formand Harrie Horsmans ser en ekstra kunstgræsbane som en nødvendighed.
For tre år siden havde Brabrand IF Fodbold 640 medlemmer, men i de sidste par år er medlemstallet nærmest eksploderet, og i 2023 fortsatte antallet af medlemmer med at vokse fra 924 sidste år til nu 953 medlemmer.
”Det kan næsten betragtes som stilstand, men når vi ser på vores fysiske rammer, så er det ikke noget at være ked af,” sagde formand for Brabrand IF Fodbold, Harrie Horsmans på generalforsamlingen for nylig.
”Vi er blevet dobbelt så mange medlemmer i forhold til for 10 år siden, mens antal baner, omklædningsrum osv. er forblevet det sammen, med undtagelse af kunstgræsbanen. Dette giver store udfordringer i det daglige, og uden kunstgræsbanen, tror jeg ikke at vi ville have plads til det nuværende antal medlemmer,” sagde Harrie Horsmans i sin beretning.
Også når det gælder omklædningsrum, er afdelingen presset til det yderste. Det kniber med at være i de i alt seks omklædningsrum, og kampe og træning kræver grundig planlægning.
”Udfordringerne kan ikke løses helt, medmindre vi bygger en kunstgræsbane nummer 2 – men vi bør kunne løse noget af det ved at kommunikere bedre med hinanden,” sagde Harrie Horsmans, som opfordrede trænere, ledere og forældre til at kommunikere godt sammen i det daglige.
Næsten 110 frivillige
I alt havde Brabrand IF Fodbold i 2023 644 medlemmer under 19 år, fordelt over 493 drenge og 156 piger.
”En meget stor del af vores børne- og ungdomsafdeling styres og trænes af engagerede forældre suppleret med nogle dygtige yngre trænere. I alt er der næsten 110 mennesker, der bruger meget af deres fritid på at træne vores børne- og ungdomsmedlemmer. Der skal lyde en kæmpe tak til jer alle,” sagde Harrie Horsmans.
Der lød også en stor tak til kampfordeler og alt-mulig-mand på anlægget, Henrik Andersen, som har lagt mange timer i nye spillerbokse på kunstgræsbanen, installation af en ny måltavle og mange andre reparationer, der kræver teknisk snilde.
”Også en stor tak til kridtholdet, kampafviklingsgruppen, vaskeholdet og rigtig mange andre mennesker, der går og laver en masse frivilligt arbejde, som de fleste først får øje på, når det ikke bliver udført. Uden den store indsats ville det ikke være muligt at drive en fodboldklub i Brabrand.”
Elite eller bredde?
Harrie Horsmans brugte også generalforsamlingen til at lægge op til en debat om elite og bredde i børne- og ungdomsfodbolden.
Af og til har Brabrand IF så dygtige fodboldhold, at de kan klare sig i liga 1 eller liga 2. Men holdene er sårbare, når nogle af spillerne skifter til AGF, siver til andre klubber – eller taber lysten undervejs.
”Denne problematik, elite kontra bredde, har vi diskuteret lige så længe som vi har spillet fodbold,” sagde Harrie Horsmans.
”I dagens Danmark betyder elite, at man er nødt til at blive licensklub. Det vil kræve en stor indsats, men jeg er sikker på, at vi ville kunne klare det. Spørgsmålet er dog om det er noget vi ønsker og om det vil være på bekostning af den lokale klub, som vi er nu?”
”Når man er licensklub, stilles der nogle krav og også nogle, vi ikke er så interessereret i, for eksempel omkring rekruttering fra et større område. Det vil give udfordringer at afstemme de forskellige ambitioner i klubben, ikke mindst på grund af vores pladsproblemer. Derudover er det en proces der skal styres med sikker hånd og afstemmes med alle i klubben, så man ikke kommer i uføre.”
Harrie Horsmans nævnte et eksempel fra 2023, hvor en lokal licensklub henvendte sig til Brabrand IF for at informere om, at klubben ville kontakte alle spillere på Brabrands liga 2 hold i årgang 2010, med henblik på et prøveforløb og et klubskifte.
”Det fik os og en del andre klubber, med tilsvarende henvendelser til at reagere, og der blev indkaldt til et dialogmøde hos DBU Jylland. Jeg nævner dette ikke for at hænge en klub ud, men bare for at vise at der er nogle faldgruber og at man skal tænke sig godt om,” sagde fodbold-formanden.