Når man har en far, som har været udsendt soldat og lider af PTSD, kan hverdagen af og til være svær og uforudsigelig. Veteranhjem Midtjylland på Edwin Rahrs Vej lægger lokaler til Veterancenterets samtalegrupper for børn af veteraner, som har brug for at møde jævnaldrende med de samme udfordringer.
I Veteranhjemmets køkken er de første forberedelser til aftensmaden i gang. Menuen denne onsdag er burgers – ønsket af en af børnene, som hver onsdag eftermiddag mødes i en samtalegruppe på Veteranhjem Midtjylland.
Mens deres forældre samles i en af de andre bygninger, hygger og snakker de otte 8-13-årige om deres hverdag. En hverdag der kan være vanskelig og uforudsigelig, påvirket af deres fædre, som alle lider af posttraumatisk stressforstyrrelse, PTSD, efter at de har været udsendt som soldat til krigszoner rundt om i verden.
”Nogle børn føler sig alene med de udfordringer, de står med. De snakker ikke med deres kammerater om det. Men her føler de sig gradvist bedre og bedre tilpas sammen med andre, som har det på samme måde. Og så åbner de sig gradvist,” siger Leder på Veteranhjemmet, Tanja Dahl Therkildsen.
Den fælles aftensmad er en vigtig del af samværet. Menuen er nøje udvalgt af de otte børn. Den står skiftevis på pizza, pasta med kødsauce – og altså i aften burgers.
I alt mødes gruppen 10 gange i den nybyggede lade ved Veteranhjemmet. Håbet er, at de sammen med de voksne i stigende grad vil føle sig godt tilpas i hinandens selskab – nærmest som én stor familie, som jævnligt kan mødes og have det rart sammen i de naturskønne omgivelser på kanten af Langdalen.
Svært at tale med kammeraterne om det
De kender alle sammen følelsen. Når faderen pludselig rejser sig og går. Han har brug for en pause. Ro. Og deres og familiens planer må ændres.
De kender følelsen af, at det kan være svært med pludselige vredesudbrud, der kan komme som lyn fra en klar himmel. Og de er ofte fælles om, at det kan være svært at tale med kammeraterne om det.
Børnene sidder rundt om bordet og spiser en kiks eller et stykke frugt. Ofte først i tavshed eller kortfattet, når de svarer på, hvordan dagen har været. Hvor er de på humørbarometeret? Hvad har de oplevet siden sidst af positive eller knap så positive ting?
I dag skal de spille stikbold, lege, grine og hygge sig sammen. Men de skal også tage endnu et skridt i retning af at indse, at der er andre, som har det ligesom dem selv. Og at de har mulighed for at leve med og acceptere deres udfordringer.
”De fleste har en far med PTSD. De kender alle sammen til det, at far kan ha´ det dårligt. Eller der kan være ting, der ikke kan lade sig gøre, fordi fars sygdom spænder ben for planerne,” forklarer psykolog Kristina Dissing.
Hun og socialrådgiver Lone Larsen har begge gennemført en uddannelse hos Psykiatrifonden i at lede samtalegrupper med børn af veteraner. De har tidligere stået for en række samtalegrupper i Nordjylland, og nu gennemfører de tilsvarende forløb i Brabrand.
Børnene er eksperterne
For at skabe en stemning hvor børnene øver sig i at tale om deres hverdag derhjemme har Kristina Dissing og Lone Larsen blandt andet udviklet en øvelse, de kalder ”Ekspertpanelet”. En slags brevkasse hvor børnene er eksperterne, der skal hjælpe med at løse givne udfordringer. For eksempel lyder et spørgsmål:
”Kære eksperter, min far kan ikke li´, at der kommer nogen i vores hus. Så jeg må ikke have kammerater med hjem. Men jeg vil gerne ha´ besøg. Hvordan kan jeg snakke med min far om det?”
Her er børnene selv eksperterne. Spørgsmålene får dem til at tænke på deres egen hverdag og skal så komme op med deres bedste råd. Det giver nogle gode diskussioner i gruppen.
”De familier her er typisk ret fortrolige med konsekvenserne af PTSD, så vores opgave er egentlig bare at hjælpe børnene til at se, at der er også andre børn, der lever på den her måde. Der er ikke noget forkert i, at man har en forælder, som har en sygdom. Der er mange andre familier rundt om i Danmark, hvor tingene ikke er perfekte,” siger Kristina Dissing og fortsætter:
”Det er egentlig det, vi prøver at skabe en fælles forståelse af hos børnene. Deres måde at leve på er også okay. Måske er der nogle udfordringer, og dem skal vi snakke om. Men det er ikke forkert at ha´ det sådan. Det er noget, man kan leve med.”
” For mange er det en sygdom man må lære at leve med, og dermed er det vigtigt, at man finder en god måde at håndtere den på. Det er vigtigste for os er, at børnene er klar over, at det ikke deres skyld.”
Veterancentrets tilbud om samtalegrupper for børn og unge henvender sig ikke alene til veteranfamilier med PTSD. Børn og unge i veteranfamilier med andre problemstillinger relateret til udsendelse kan i lige så høj grad have gavn af at deltage i en samtalegruppe.