Billedkunstner Dorte Borg, Brabrand, har med en supplerende uddannelse som kunstterapeut lært, hvordan tegning og maling også kan bruges terapeutisk både over for børn og voksne. Her fortæller hun om, hvordan billedet ofte nærmest opstår af sig selv.
Frem til 1. november kan du i Brabrand Sognegård opleve en kunstudstilling med bidrag fra fire kunstnere med tilknytning til Brabrand, Dorte Borg, Hanne Munch Pedersen, Cilla Eistrup Carstensen og Anette Munch Andersen. Da der forleden var fernisering på udstillingen, fik Vores Brabrand en snak med en af kunstnerne, Dorte Borg.
Hun fortalte om, hvordan den kunstneriske skabelsesproces ofte har sit eget liv. Når først man går i gang på lærred eller papir, sker der ting, man ikke på forhånd kan regne ud.
Hun er uddannet på Århus Kunstakademi og har været billedkunstlærer. Dertil kommer en uddannelse som kunstterapeut, der lærte hende, at de fleste af os har en skabertrang. Det gælder også børn og voksne, som er havnet i psykiske problemer – og her kommer kunstterapien ind i billedet:
”Det spændende ved kunstterapien er jo, at du ikke behøver at bruge sprog. Eksempelvis er adfærdsvanskelige unge ofte trætte af pædagogsnak, men hvis de kan lave noget kreativt, kan de som regel give udtryk for det, de har inde i maven. Det kommer ud, uden at de selv er klar over det.”
Fra det mørke til gule og orange farver
Hun har blandt andet været i praktik på et psykiatrisk hospital i England og oplevede dér, hvordan man brugte kunstterapeuter. Børn helt ned i to-tre-års alderen har hun set åbne sig via tegneterapi.
”Ingen kan stå for at få en stor rulle papir rullet ud på græsplænen og så få leveret spande med maling ved siden af. Og så kan man endda glide i det bagefter,” ler hun.
Mange starter med at udfolde sig i helt mørke farver og slutter ovre gule og orange farver, der afspejler den proces, personen har været igennem.
”Det er også den måde jeg tit slipper mig selv løs. Det er bare at kaste nogle farver op, som jeg har lyst til i dag, og så se hvad der sker. Ofte skaber billedet sig selv, og jeg er den spændte tilskuer. Hvad er det, der dukker op, og hvad vil det mig? Er der fred og harmoni i billedet, eller danser dæmonerne krigsdans?”
Forskellige udtryksformer
Hun startede i sin tid med at tegne på forældrenes møbler i hjemmet i Silkeborg, og så måtte faderen af sted for at hente brugte ruller fra trykkemaskinerne på Silkeborg Papirfabrik.
Gennem årene har hun lært, hvordan hun bare kan gå i gang foran lærredet, og så opstår motiv og farvesammensætning nærmest af sig selv:
”Den ene dag er jo ikke ligesom den anden. Man har forskellige udtryksformer, om man nu er glad eller ked af det. Men ofte tager motivet afsæt i tanker eller oplevelser, man har haft i hverdagen.”
Hun har udstillet sine billeder siden 1985 og prøver, som det også er tilfældet med udstillingen i sognegården, at samle sine billeder i familier, så de hænger sammen to, tre eller flere.
Kunstudstilling i Brabrand Sognegård, Engdalsvej 1, 8220 Brabrand. Udstillingen kan ses alle hverdage kl. 9-13 frem til 1. november.