Omkring 3000 muslimer fra hele Aarhus var tirsdag morgen samlet til fælles bøn, inden de spredtes til dagens mange gøremål. Via højttalerne blev de samtidig på både dansk og arabisk opfordret til at stemme ved onsdagens folketingsvalg.
Den islamistiske bevægelse hizb ut tahrir har de seneste dage haft udsendinge på besøg i Gellerup og Toveshøj, fortæller beboere i området. De har uddelt løbesedler, hvor bevægelsen har opfordret beboerne til ikke at stemme.
Også ved dagens fællesbøn skabte flere unge mænd uro, da de forsøgte at få forbipasserende til at tage imod sedlerne. Iagttagere fortæller, at den typiske reaktion var, at beboerne krøllede sedlerne ulæste sammen.
Via højttalerne benyttede en af imamerne med en fortid i Grimhøjmoskéen på pladsen anledningen til på både dansk og arabisk at opfordre alle til at stemme ved onsdagens folketingsvalg.
De mange muslimer var igen i år samlet på kunstgræsbanen Arena Vest for at knæle i fælles bøn efter afslutningen på ramadanen. Der var helt stille i området, mens bønnen stod på. Efterfølgende rejste alle sig og ønskede hinanden en god eid, der er de muslimske fridage, som de fleste fejrer sammen med familien.