Lørdag d. 22. juni kan du opleve fire af landets stærkeste sangere og sangskrivere gennem årtier i 8220 Brabrand. Sammen med Danmarks Underholdningsorkester fejrer Annisette, Pernille Rosendahl, Dorthe Gerlach og eee gee midsommer med en koncert på Grimhøjgaard.
I efteråret 2023 kunne kulturlivet i Aarhus opleve et nyt og uventet samarbejde spire frem på tværs af byens musikscener. Musikhuset inviterede her Brabrand-festivalen GrimFest en tur indenfor i deres ikoniske lokaler.
Missionen var at genskabe den særlige festivalstemning for en dag, og at give Musikhuset sensommervarmen igen for en stund midt i en kold og blæsende november.
Det blev en stor publikumssucces, og til juni bærer samarbejdet allerede ny frugt, når fortegnet vendes om, og Musikhuset gæster Grimhøjgaard, som er GrimFests egne grønne rammer i det nordlige Brabrand.
Det kunstneriske indhold, som Musikhuset har med sig under armen, er fire af landets ypperste sanger-sangskrivere: Annisette, Pernille Rosendahl, Dorthe Gerlach og eee gee, som på skift får luft under vingerne af Danmarks Underholdningsorkester. Musikhusets kunstneriske chef Jeppe Uggerhøj fortæller:
”Vi glæder os til at give Brabrand og Grimhøjgaard et skud symfonisk stjernestøv i selskab med fire af Danmarks mest toneangivende sangere gennem årtier. Sammen skabte vi en megafed endagsfestival, da vi gav GrimFest nøglerne til Musikhuset i efteråret. Nu vender vi det på hovedet og ”musikhusificerer” deres skønne gård med klassisk storladenhed tilsat særdeles stærke solokunstnere”.
Sommerstemning under huden
Der er dermed lagt op til lidt af en once-in-a-lifetime-oplevelse, når Danmarks Underholdningsorkester sætter de fire kunstnere stævne under åben himmel. Og det hele foregår i et trygt, grønt åndehul i Brabrand.
GrimFest har gennem to årtier lavet festivaler og endagskoncerter i deres egen skovlysning i Skjoldhøjkilen –rammer, der får helhedsoplevelsen til at føles lige så intim som en stor havefest.
Aage Stokholm, som er grundlægger og ejer af GrimFest, ser også selv frem til besøget:
”En koncertarrangørs fornemste opgave er at forstærke oplevelsen af musikken bedst muligt, og jeg tror netop, at vores have i Brabrand kommer til at klæde Musikhusets, orkestrets og de fire sangeres samlede, høje kunstneriske niveau rigtigt godt. Jeg glæder mig også personligt til at høre fuglekvidderet fra skoven blande sig med tonerne fra scenen. Så kribler sommerstemningen for alvor under huden”.
De fire sangere
I mere end 55 år har Annisette Koppel været stemmen bag The Savage Rose. Det danske beat-orkester debuterede i 1968 og er blandt andet kendt for nogle af 1970’ernes mest toneangivende rock-udgivelser som ’Dødens Triumf’ og ’Wild Child’. Og ikke mindst for Annisettes sjælfulde vokal, som fortsat er en naturkraft i dansk musik.
Pernille Rosendahl gjorde sin entré i 2001 som en delaf et af 00’ernes mest populære danske bands. Swan Lee var gennembruddet. Siden har Rosendahl formået at forny sig selv på tværs af udtryk og genrer med både egne udgivelser og bandet The Storm, mens Swan Lee fløj påny i 2023 med albummet ”The Garden”.
I år er det 20 år siden, at Dorthe Gerlach med Hush sendte country-pop til tops på danske hitlister. Debuten ’A Lifetime’ brød gennem lydmuren med banjo, lap steel og Gerlachs blide vibrato. Den anmelderroste duo har siden udgivet fire albums mere mens Gerlach på egen hånd i 2015 prøvede kræfter med sange på sit modersmål med solodebuten ”Natlys”.
Emma Grankvist slog sine initialer E.G., eller rettere eee gee, fast med ”Winning” i 2022. Albummet var en singer/songwriter-debut med internationalt format, men som også tog danske anmeldere med storm. Det samme gjorde sidste års svære toer, ’SHE-REX’, der har tilført nye nuancer af disco og soul til eee gees musikalske univers.
Danmarks Underholdningsorkester anføres af direktør Andreas Vetö, som fortæller:
”Det er et helt fantastisk spænd af sangere, vi får mulighed for at præsentere. Tre generationer af markante stemmer på tværs af pop, rock, folk, jazz, country og nærmest alt derimellem. Er midsommeren med os, kan det kun blive en ganske særlig og livsbekræftende oplevelse”.
Koncerten foregår lørdag d. 22. juni 2024, kl. 19.00 på Grimhøjgaard, Grimhøjvej 20. Køb billetter via dette link fra torsdag den 21. marts kl. 07.00. Billetpris: kr. 400,- ekskl. gebyr.