I mange måneder har eleverne på 6. årgang på Engdalskolen knoklet for at forberede musicalen “Der var engang…”. Onsdag nåede de frem til premieren og spiller de næste par dage forestillingen seks gange. Vores Brabrand var på besøg i de sidste hektiske minutter, før det gik løs.
“Lige om et øjeblik skal vi i gang med vores allerførste forestilling og har seks forestillinger foran os. Og I tænker sikkert, “åhh nej, vi bliver aldrig færdige”. Men lige pludselig er det blevet i morgen, og I er færdige – og I får ikke mulighed for at spille det en syvende gang!”
Der var ca. en halv time til premieren på scenen i gymnastiksalen på Engdalskolen. Og det var instruktørerne Anne Højgaard Ramballe og Jytte Jacobsens sidste peptalk, før det gik løs.
Efter mange måneders forarbejde var alt klar. Eller næsten klar. De sidste kulisser var blevet banket sammen. Kostumerne var syet til, så de passede. Bandet havde gennemspillet numrene igen og igen. Danserne havde styr på trinene. Og skuespillerne fik endnu en gang at vide, at de skulle huske at tale højt på scenen.
“Vi har faktisk aldrig sagt til vores skuespillere: “Kan I ikke lige tale lidt lavere, I taler for højt!” Den, jeg skal sige det til i dag, får en sodavand,” lød det fra Jytte Jacobsen.
Efter en kort pause ville det hele gå løs.
“Lige endnu en gang: Alt hvad I gør, når I ikke er på scenen, bliver pludselig meget tydeligt. Hvis man sidder og hvisker – eller en danser løber fnisende gennem salen, fordi man er kommet til at leve en eller anden fejl, som ingen andre har lagt mærke til – så ser alle det!”
En grim ælling repareres i sidste øjeblik
Samtidig i et hjørne af skolens kælder var endnu en af de mange involverede lærere, Christine Ulrich, i gang med at sy kostumet til en grim ælling færdig.
“Det gik i stykker i går, så den skal vi lige ha´ repareret. Den driller mig lidt, men det skal nok lykkes,” sagde hun uden antydning af stress i stemmen.
Her har ca. 30 elever været en del af rekvisit- og kostume-holdet.
“Betydningen af det, de laver, opdager mange ofte først relativt sent. Først når deres kulisser kommer op, og det hele bliver samlet, går magien op for dem, og de finder ud af, at også deres indsats har en betydning. Deres forældre kan sagtens også komme og se forestillingen, selvom man har været i kulisserne eller kostumerne, fordi det er jo også en del af stykket,” siger Christine Ulrich.
Også under forestillingen har rekvisit-folkene en vigtig rolle at spille. De kaldes for ninjaer, fordi de er klædt i sort og løber rundt og skifter kulisser.
“I virkeligheden er det dem, der binder det hele sammen, for hvis der ikke bliver skiftet kulisser, så kan skuespillerne jo ikke spille videre. Der er mange vigtige opgaver, for at få stykket til at blive en succes. Det går op for dem nu.”
Elever bliver mere modige
Lederen af danse-gruppen dukker op for at få de sidste snefnug-dragter, der skal bruges i en bestemt scene. De er genbrug fra en forestilling under corona-tiden, hvor de fungerede som en slags beskyttelsesdragter.
Sådan er det med mange af kostumerne, der er kreativt genbrug af tidligere års kreationer. Tilsat elevernes kreative energi.
“Det er vigtige processer at få børnene inddraget i beslutningerne. Hvordan skal heksen se ud? Ja, hvad synes du? Og snedronningen, hvordan skal hun være? Vi er ligeværdige samarbejdspartnere. det skal børnene også vænne sig til: Lærerne har ikke alle svarene. Men vi kan godt hjælpe hinanden med at komme derhen,” siger Christine Ulrich.
“Eleverne bliver tvunget ud i nogle situationer, hvor de skal tage stilling og kaste sig ud i noget. Og resultatet bliver mindst lige så godt som det, jeg selv kunne finde på – ofte bedre. Magien opstår når vi hjælper hinanden.”
Hvordan får man en parasol forvandlet til en stor blomst. Ja, vi kan jo starte med at male dem grøn….
Hun kan se, at eleverne gradvist bliver mere modige. Og fejltagelser er ikke en del af processen. Hvis man er endt i en blindgyde, må man bare finde en ny vej mod målet.
Klodshans i fodboldens verden
“Der var engang” er på mange måder en klassisk musical bygget over HC Andersens eventyr. Som skolen tidligere har haft gode erfaringer med, er grundhandlingen i musicalen, at en gruppe “nutidsbørn” springer tilbage i fortiden og oplever en masse – og reflekterer undervejs over deres nutidsliv.
Som altid har en stor gruppe medarbejdere kastet sig over opgaven med stor entusiasme og har gjort den klassiske fortælling til skolens helt egen – både når det gælder handling, musikken, kostumer og rekvisitter.
Hvordan bringer man for eksempel Klodshans op til nutiden? På Engdalskolen har man hentet ideerne i fodboldens verden.
“Vi er blevet inspireret af de fodboldtrøjer, børnene har på. Og de driller hinanden efter, hvilken klub, man holder med. Så måske kunne vi bruge det med, at der er forskellige klubber, man kan holde med, og det er helt okay. FC Midtjylland, Brøndby eller Silkeborg kan også godt spille en rolle i vores liv. Det betyder ikke, at vi slipper byens hold, men at det er okay, at der er også er andre hold,” forklarer hun med et smil.
“Vi må naturligvis ikke afsløre for meget – men Klodshans er så blevet den klub, vi måske hylder mest – og som prinsessen så vælger til sidst.”
