
Vinmanden Jacob Ruby har et helt særligt forhold til Riesling, og han regner med, at også andre i Brabrand er vilde med denne druesort. Derfor arrangerer han intet mindre end ”EM i tør Riesling”, hvor alle kan være med til at kåre det bedste europæiske bud på denne særlige hvidvin.
Riesling har for Jacob Ruby gennem mange år været som en kær ven. Men en ven der kan antage mange former og udtryk.
”Den ene dag er den sur og vrissen, den næste sød og mild. En helt tredje dag er den fræk og forførende, men kan også være rå og afvisende. Den kan også nogle gange være kompleks, næsten voldsom, men på en feminin måde, magisk, gavmild og dufter guddommeligt af petroleum. Sådan en ven findes bare ikke andre steder. Derfor vil Riesling altid være min ven”.
Jacob Ruby er i øvrigt godt klar over, at det nok vil være voldsomt upassende at sige ”Du dufter guddommeligt af petroleum”, til andre af sine venner …
”En af de helt store aftener”
Men hvem laver den bedste tørre Riesling? Det har Jacob Ruby sat sig for at finde ud af. Og han har besluttet at invitere alle i lokalområdet til at deltage i kåringen.
”Jeg er 100% i Europa, også selvom der kommer flere og flere flotte eksemplarer til fra obskure steder rundt omkring i verden. Men er det mit elskede Mosel der bringer det bedste frem i druen? Er Alsace faldet af på den? Er Pfalz ved at vise, hvor godt Alsace kunne være. Er det Nahe, er det Rheinhessen, er det stolte Rheingau eller skal man til at tage Østrig seriøst? Nu afgør vi det!”
Han har fundet en række kombattanter, som alle ligger højt i internationale smagninger. Listen er ikke komplet endnu, men flere er købt hjem.
”Niveauet vil blive tårnhøjt. Det bliver en af de helt store aftener at være Riesling-fan”, lover Jacob Ruby.
Alle vine smages blindt, og der afgives points efter 100-points skalaen. Til sidst regnes det hele sammen, vinene afsløres og der kåres en vinder.
Torsdag d. 30. april kl. 18.00: ”EM i tør Riesling” hos Mr. Ruby på Langdalsvej 75. Der vil være brød og ost til at slutte af på. Deltagelse koster 699,- kroner pr. person.