Den internationale miljø-organisation Saving Rivers and Lakes inviterer på søndag d. 19. september til affaldsindsamling langs Brabrand Sø. Organisationen håber at skabe mere bevidsthed om samling af skrald – både globalt og lokalt.
”Vores NGO arbejder for at rense floder og søer i Amazonas-området og i Nepal, men da vi er baseret i Aarhus, er vi også opmærksomme på problemstillingen her,” siger næstformand i Saving Rivers and Lakes, Blanca Argandoña Kracht og fortsætter:
”Derfor besluttede vi efter en tur omkring Brabrandstien at deltage i Clean Game Baltic Cup, som er en holdkonkurrence med det formål at rydde naturområder fra skrald og yderligere affald.”
Det er et spil med præmier, hvor deltagerne ikke bare samler skraldet, men også sorterer det og samtidig løser et miljøpuslespil. Man indtaster data via en mobilapp og får points efter, hvordan man klarer opgaverne.
”Vi forventer at samle meget affald i løbet af dagen, men vi har brug for deltagernes støtte. Ideen er i bund og grund at så et lille frø i folks bevidsthed om, hvor meget det betyder for os at affald ikke hører hjemme i naturen,” siger hun.
Selv om man i Danmark bruger mange økonomiske ressourcer for at rydde op, ligger der stadigvæk meget affald rundt omkring, og organisationen mener, at vi bør tage et større ansvar for vores naturområder og livskvalitet.
”Vi kommer med affaldsposer, handsker, masker, drikkevarer og lidt godt til munden,” siger Blanca Kracht.
Ud over affaldsindsamlingen ved Brabrand Sø kan man også deltage omkring søen i Universitetsparken i Aarhus.
Søndag d. 19. september kl. 14-16: Affaldsindsamling ved Brabrand Sø. Mødested ved Rostadion, Vandværksvej 4.