
I mange år har spejderne i Valhalla Gruppe sørget for, at alle i Brabrand kunne samles for at fejre midsommeren Sct. Hans aften på Stadepladsen. Men i år forhindrer corona-reglerne, at festen kan afholdes. Spejderne sørger dog for, at der bliver fest alligevel – den foregår bare online.
Mange foreninger lider økonomisk under coronaen, fordi de ikke har mulighed for at tjene de penge, de skal bruge i det daglige arbejde. Sådan er det også med Valhalla Gruppe.
Sct. Hans aften plejer spejderne at stå for arrangementet på Stadepladsen ved Brabrand Sø, og de sælger undervejs en masse pizzasnegle, kage, kaffe og øl til de mange gæster. Pengene bruger de til aktiviteter, ture, og der er også blevet sat lidt til side til det kommende nye spejderhus.
Men uden arrangement – ingen indtjening. Kreativiteten og handlekraften er dog stadig intakt i Valhalla Gruppe. Så nu har spejderne alligevel planlagt et Sct. Hans-arrangement, der bare kommer til at foregå online. Og man kan stadig købe pølser, pizzasnegle og kager og støtte spejdernes arbejde. Denne gang får man bare ikke maden og drikkevarerne udleveret, men man får glæden ved at støtte spejderne økonomisk.
Vejrudsigt og båltale
DR Vejret har fattet interesse for den virtuelle midsommerfest i Brabrand, og tv-folkene sender denne aften vejrprogrammet fra Brabrand kl. 18.50.
Og fra kl. 19.00 har Valhalla Gruppe et helt arrangement klar, som man kan følge på computeren. Her bliver bålet tændt, og du kan naturligvis også høre en rigtig båltale – i år serveret af direktør på Kvindemuseet i Aarhus, Julie Rokkjær Birch, som bor i Årslev. Hun har et særligt forhold til afbrænding af hekse, som hun onsdag i denne uge skrev om i Jyllands-Posten (ligger bag betalingsmuren).
”Vi håber, at mange vil være med alligevel, selvom det i år foregår online. Inden man tænder bålet i haven, kan man lige gå ind på computeren og høre Sct. Hans-talen. Og på vejen køber man lige et par fiktive spejderpølser og et par kopper kaffe, inden man går ud i haven og hygger sig igen”, foreslår bestyrelsesmedlem i Valhalla Gruppe, Per Smedegaard.
Han lover, at Valhalla Gruppe til næste år igen er klar til at arrangere den velkendte hyggeaften på Stadepladsen ved Brabrand Sø.
Du kan deltage i Sct. Hans-arrangementet online via Facebook eller via hjemmesiden her. Og du kan hele aftenen ”handle” i boden og støtte spejdernes arbejde. Det kan du gøre her.
Og det hele foregår naturligvis på tirsdag d. 23. juni fra kl. 19.00.