Centerrådet på Lokalcenter Brabrand vil gerne være med til at bygge bro mellem generationerne og har taget initiativ til et samarbejde med Engdalskolen: 5.D har sagt ja til fredag d. 24. januar at fremtrylle en gastronomisk overraskelse i skolekøkkenet, og middagsgæsterne bidrager til gengæld med godt selskab og samvær.
Det er centerrådet på Lokalcenter Brabrand, der har fået ideen og har spurgt på Engdalskolen, om en klasse havde lyst til at samarbejde om et frokost-arrangement. Det ville 5.D gerne, og der er nu gjort klar til et hyggeligt frokostmøde på Engdalskolen fredag d. 24. januar kl. 12.30.
”Vi betaler for gæsternes mad, og eleverne vil så optræde som kokke og tjenere for den flok, der møder op. Til gengæld kan eleverne måske få nogle gode historier fra folk, der tidligere har gået på skolen”, siger Erik Lorentzen fra centerrådet.
Han nævner, at en af de tilmeldte gik ud af skolen i 1944, så der vil være mulighed for flere anekdoter tilbage fra før 1962, hvor skolen hed Brabrand Kommuneskole.
Møder på tværs af generationerne
Samarbejdet med 5.D på Engdalskolen er et bud på, hvordan det kan lykkes at få forskellige generationer til at mødes – både på lokalcentret på Voldbækvej og andre steder i Brabrand.
”Vi vil gerne skabe større opmærksomhed om, at lokalcentret ikke kun er sted for ældre, men en slags kommunalt drevet forsamlingshus, hvor alle kan mødes. Vi har svært ved at få bredt ud i lokalsamfundet, at lokalcentret kan benyttes af alle,” siger Erik Lorentzen.
Han nævner eksempelvis mødre- og fædregrupper og unge, som måske vil spille brætspil eller lave andre aktiviteter sammen. De er alle velkomne lokalcentret på Voldbækvej.
Håber på mere samarbejde med Engdalskolen
Det er helt på linje med Aarhus Kommunes ønske med kommunens lokalcentre: De skal ikke kun være et tilbud til ældre, men må meget gerne danne rammen om mødet mellem forskellige generationer. Det lægger Lokalcenter Brabrand blandt andet op til med jævnlige fællesspisninger. Men centerrådet vil gerne også række ud til de yngre aldersgrupper.
Derfor håber centerrådets medlemmer også, at der bliver mulighed for at lave flere arrangementer i samarbejde med for eksempel Engdalskolen. For eksempel vil man invitere skolen til at holde ferniseringer elevernes kunstværker i lokalcentret. På den måde vil man kunne samle såvel elever som forældre og andre fra lokalsamfundet.
Gratis deltagelse
Centerrådet håber, at der er interesse for disse møder på tværs af generationerne og opfordrer folk i alle aldre til at deltage i spisearrangementet d. 24. januar på Engdalskolen:
”Vi efterlyser 15 modne mænd/kvinder, som har lyst til at deltage”, skriver centerrådet i invitationen. Deltagelse er gratis. Man skal dog være i stand til selv at komme op ad trapperne til skolekøkkenet.
Der er kun plads til 15 frokostgæster. Det er først til mølle, så det er bare med at slå til, opfordrer Erik Lorentzen, som tager imod tilmeldinger på telefon 2425 4567.