I de tre sogne i 8220 Brabrand, Gellerup, Brabrand og Sdr. Aarslev, spiller kirken alle steder en aktiv rolle i lokalsamfundet. Derfor er der masser af spændende projekter at engagere sig i som medlem af menighedsrådet. I næste uge kan du på valgmøderne høre mere om de mange aktiviteter og overveje at stille op til valget.
De lokale kirker har allerede holdt orienteringsmøder, hvor alle interesserede kunne høre om menighedsrådenes arbejde. Men du kan også sagtens møde op på tirsdag og høre mere om arbejdet, inden du stiller op.
I de tre kirker i Årslev, Brabrand og Gellerup plejer der at være pæn interesse for valget til menighedsrådene – men heller ikke mere end det. Typisk møder 30-40 af de mest trofaste kirkegængere op, mens der sjældent er ret mange nye ansigter.
”Vi ligger jo nok i den lidt tungere ende rent aldersmæssigt og er som altid på udkig især efter yngre kræfter. Men mange har jo stadig små børn og har naturligt nok i forvejen en travl hverdag,” siger formand for Brabrand Kirkes menighedsråd, Lise Lotte Andersen.
I alle tre sogne i 8220 Brabrand fungerer kirken som et lokalt kraftcenter, og det betyder, at der ud over det strengt kirkelige er mange spændende projekter i gang. Samtidig er man i både Brabrand og Gellerup arbejdsgiver for adskillige medarbejdere og overordnet ansvarlig for millionbudgetter. Der er meget at se til.
”Derudover vil vi også gerne udvikle vores kompetencer og styrke vores i forvejen gode relationer. Så vi starter typisk mødet med at spise sammen, og vi tager os også tid til at diskutere forskellige emner grundigt”, fortæller Lise Lotte Andersen.
I øjeblikket er det i Brabrand Kirke udviklingen af kirkegården og engagementet i Grøn Kirke, der især engagerer menighedsrådet. Desuden er pladsen i sognegården ved at blive for trang, og man er begyndt at se på, hvordan kvadratmetrene kan udnyttes bedre. Det skal en arkitekt nu give et første bud på.
Af de 10 medlemmer af menighedsrådet genopstiller de to ikke, men flere kandidater har allerede meldt sig klar til at stille op til valget.
Valgforsamling i Brabrand Sogn: Tirsdag d. 15. september kl. 19-22 i sognegården, Engdalsvej 1.
Kandidater søges i Årslev
I Årslev er menighedsrådet kommet i bekneb for kandidater til valget i næste uge. Det har nemlig i sidste øjeblik vist sig, at kandidater, som tidligere har meldt sig, ikke kan godkendes, da de ikke bor i Sdr. Aarslev Sogn men i Brabrand lige på den anden side af sognegrænsen.
Det skyldes en teknikalitet i de nye regler, der også rammer andre mindre sogne, der er dækket af den samme præst. Det betyder, at hvis man bor i Brabrand Sogn, kan man ikke blive medlem af menighedsrådet i Sdr. Aarslev, fordi de to områder ”deler” de tre præster under Brabrand Aarslev Kirker.
Situationen ærgrer menighedsrådsformand Niels Holm-Nielsen, da Sdr. Aarslev Kirke nu mangler kandidater til en ledig plads i menighedsrådet plus suppleanter. Men han håber, at der i de kommende dage vil vise sig andre kandidater, som er klar til at stille op.
Også i Årslev er menighedsrådet involveret i spændende projekter. I øjeblikket er kirkens tag ved at blive renoveret, og forude venter en mulig omlægning af kirkegården.
Det nuværende menighedsråd har sat gang i en analyse af mulighederne for at gøre kirkegården mere tidssvarende og indbydende at opholde sig på, og det første udkast til en udviklingsplan er på vej.
Desuden er Sdr. Aarslev Kirke også involveret i flere udvalg, der skal forberede en mulig byudvikling i og omkring Årslev.
”Og så vil vi gerne vedligeholde og udvide vores traditionelle arrangementer som vintermødet, koncerter og bydelsvandring. Det er aktiviteter, som vi plejer at have rigtig god opbakning til, og som er rigtig sjove at være med til at arrangere,” siger Niels Holm-Nielsen, som er klar til at fortsætte i de kommende fire år.
Valgforsamling i Sønder Aarslev Sogn: Onsdag d. 16. september kl. 19-22 i Sdr. Aarslev Kirke.
Kan Gellerup Kirke vendes om?
Gellerup Kirke har en særordning, hvor man kun er valgt for to år ad gangen. Kirken har traditionelt et ret ungt menighedsråd, hvilket samtidig betyder, at man er et sted i livet, hvor det kan være svært at forpligte sig ret mange år ad gangen.
Også i Gellerup Kirke trænger mange spændende projekter sig på. For eksempel er kirken involveret i de mange planer omkring Fredspladsen mellem Gudrunsvej 78, 80 og 82.
I dag opleves kirken af mange som ret lukket ud mod Fredspladsen, og der er i Gellerup Kirke et stort ønske om at ”vende kirken om”, så bygningen i højere grad end i dag får facade ud mod Fredspladsen.
Det er en lang proces, der først nu for alvor tages fat på. Der vil formentlig inden længe blive nedsat et udvalg, der skal se på, hvad der bygningsmæssigt kan lade sig gøre, oplyser menighedsrådsformand Louise Buch Viftrup.
Hun stiller ikke selv op til den kommende periode, da hun i stedet ønsker at gå ind i arbejdet med at skabe et samtalested, fristed og mødested ved Fredspladsen – et projekt der går under navnet Fredens Hus.
”Gellerup Kirke vil gerne være et kraftcenter i lokalområdet, der i dialog med andre aktører, blandt andre Gellerup Højskole, arbejder med dialog og socialt engagement. Men der er jo også mange andre opgaver i menighedsrådet, så nu prøver vi at sætte mere fut i dialogarbejdet ved at skille det ud fra menighedsrådet,” fortæller hun.
Valg til menighedsrådet i Gellerup Kirke: Tirsdag d. 15. september kl. 19.30 i Gellerup Kirke.