
Når Brabrands fodbold-mænd i 2. division spiller kamp på AURA Park, møder klubbens ungdomsspillere trofast op som bold-piger og -drenge. Forleden besluttede divisionsspillerne at give noget tilbage ved at møde op som hjælpetrænere for klubbens pigehold.
42 piger på Brabrands u9 til u13-hold havde tirsdag i påskeferien en herlig eftermiddag, da de ud over deres sædvanlige trænere fik besøg af en stor flok spillere på Brabrands 2. divisionshold.
“Det blev en mega fed træning,” fortæller Lene Krogh, som er træner for klubbens u11- og u12-piger.
“Det betyder virkelig meget for både os og pigerne, at divisionsspillerne kom på besøg. For nogle af pigerne er divisionsspillerne jo store idoler, som de ser mere op til end selv de største internationale stjerne,” siger hun.
Det blev en eftermiddag, hvor de kendte ansigter fra Brabrands divisionshold supplerede pigernes trænere og undervejs kom med gode råd til de unge spillere.
“Jeg var personligt meget imponeret af divisionsspillernes engagement. De gjorde det virkelig godt og holdt sig på ingen måde tilbage. De var virkelig gode til vejlede og snakke med pigerne undervejs,” siger Lene Krogh.
Ud over at divisionsspillerne fungerer som rollemodeller for ungdomsspillerne ser hun også et bredere formål med initiativet – nemlig at de unge spillere bliver motiverede for at fortsætte med at spille fodbold og være en del af foreningslivet.
“Man kan mærke på pigerne, at det betyder noget, at de har en relation til klubbens bedste spillere. Det gør det meget nemmere, næste gang der er brug for at finde nogle boldhentere til en divisionskamp,” siger hun.
Næste mandag får Brabrands ungdomsafdeling besøg af flere af AGF´s superliga-spillere, som får et tiltrængt afbræk i jagten på at vinde DM-guld.
AGF-spillerne besøger Brabrands u13-drenge og deltager i træningen, inden de afslutter besøget med autograf-skrivning for alle klubbens ungdomsspillere.



