Det var en stor dag for både håndværksmestre og lærlinge, da borgmester Jacob Bundsgaard i onsdags uddelte medaljer og diplomer til 21 nyudlærte fra Aarhus-området. Blandt dem var lærlinge fra Lars Lykkegaard VVS og Malerfirma Helge & Michael Jørgensen i Brabrand.
Der er i næsten alle håndværksfag mangel på håndværkere. Mange håndværksvirksomheder oplever, at det er stort set umuligt at få en lærling.
Derfor var det også en rigtig festaften, da Aarhus Håndværkerforening sammen med en række arbejdsgiverforeninger onsdag aften uddelte medaljer og diplomer til 21 færdigudlærte lærlinge fra en række forskellige håndværksfag.
I salen sad blandt andre de to håndværksmestre fra Brabrand, Lars Lykkegaard og Michael Jørgensen. De kunne deltage i fejringen af deres to lærlinge, Marcus Bjerregaard Isaksen og Ali Zaher, som nu er henholdsvis VVS- og energispecialist og bygningsmaler.
Desuden var også malermester Jesper Bloch, Brabrand, blandt de stolte håndværksmestre.
De havde alle indstillet deres lærlinge til belønning for både deres faglige kunnen og personlighed og engagement.
Det var tilfældigheder, der betød, at de to nævnte lærlinge for tre-fire år siden startede hos Lars Lykkegaard og Michael Jørgensen. Heller ikke dengang blev de bestormet med henvendelser, og det var deres egen aktive indsats, der betød, at det alligevel lykkedes.
Svært at finde nye lærlinge
Eksempelvis havde Rikke og Lars Lykkegaard først uden held henvendt sig til UU-vejlederen på Engdalskolen for at finde en ung, som kunne tænke sig at blive VVS´er, inden de lidt tilfældigt kom i kontakt med Marcus Bjerregaard Isaksen via FGU-uddannelsen.
Tilsvarende blev også Michael Jørgensens kontakt til Ali Zaher skabt via Skovgårdsparkens Børnehave, hvor Michael Jørgensens søn Martin arbejdede i sit sabbatår.
Begge håndværksvirksomheder har gennem årene haft en del lærlinge – men hverken Lars Lykkegaard eller Michael Jørgensen har efterfølgende ansat nye lærlinge. Det er ganske simpelt for vanskeligt at finde unge, som har lyst til at gå i gang med uddannelsen.
”Vi får meget få ansøgninger,” siger Michael Jørgensen, og Lars Lykkegaard har samme oplevelse. Han har forsøgt selv at være aktiv på Teknisk Skole, men det gav ikke det håbede resultat.
”Vi må tage et socialt ansvar”
De to håndværksmestre kan begge vende tommelfingeren ned til dem, der tror, at det er en guldrandet forretning at have en lærling ansat. Det er bestemt ikke tilfældet, siger de begge.
Som regel kan de først efter 1-2 år begynde at fakturere opgaver løst af lærlinge. Så lang tid går der typisk, før man er så fortrolig med opgaverne, at man kan løse dem lige så kompetent som en svend. Men hvorfor ansætter de så lærlinge?
”For fagets fremtid og for samfundets skyld. Vi skal alle bidrage til, at vi også i fremtiden har dygtige håndværkere her i landet, siger Michael Jørgensen.
Og så glæder det ham også at se dygtige folk blive så glade for at være ansat i firmaet, at de fortsætter. Han har selv ansatte, som har været i malerfirmaet i over 20 år efter, at de blev udlært. Lars Lykkegaard er enig:
”Vi må tage et socialt ansvar. Det kan ikke nytte noget, at vi taber en hel generation af unge danske håndværkere på gulvet. Der er store byggepladser, hvor man stort set ikke længere finder en dansk håndværker.”
Den anden side af sagen er så, at der er brug for selvstændige unge, som kan fungere i et team og som også har kan sætte sig ind i de store mængder viden, de fleste håndværk i dag er baseret på.
De håber begge, at der også fremover viser sig unge, som har lyst til at lære et håndværksfag. Da de begge overværede, at borgmester Jacob Bundsgaard overrakte de 21 medaljer, var det dog en anden følelse, der strømmede igennem dem begge: Glæden og stoltheden ved at se en god og engageret indsats blive belønnet.